Foto af Danish Crown
Nyhed

Hos Mou er fællesskab det hemmelige krydderi

Kollegerne kommer hinanden ved på Danish Crown-fabrikken i Esbjerg, hvor et decideret fællesskabs-team sørger for at bidrage til den gode stemning og til at skabe bånd mellem medarbejderne.
I maj 2020 fyldte Mou-fabrikken 50 år
I maj 2020 fyldte Mou-fabrikken 50 år

Når medarbejderne er glade for at være sammen med hinanden, bliver de gladere for at gå på arbejde, og det giver bedre resultater for Danish Crown.

Det er filosofien på Danish Crown-fabrikken i Esbjerg, hvor Mou-supperne bliver lavet.

Hvis vores medarbejdere er glade for at komme på arbejde, leverer de også et bedre arbejde.
- Søren Poulsen, manager på Mou-fabrikken i Esbjerg.

Fælleskabsteamet består af Morten Boas, Kamilla Nissen, Helle Simonsen og Annette Kristensen, som alle har været på fællesskabskursus via Fødevareforbundet NNF.

- Helt overordnet går vi selvfølgelig op i, at vores medarbejdere er glade for at komme på arbejde. Det giver sig selv. Derfor støtter vi også op om, at der bruges ressourcer på at skabe et godt socialt liv på fabrikken. Samtidig er det også så simpelt, at hvis vores medarbejdere er glade for at komme på arbejde, leverer de også et bedre arbejde. Det er god forretning at have glade medarbejdere, siger Søren Poulsen, der er manager på Mou-fabrikken i Esbjerg.

Humøret skulle op under COVID-19

Fællesskabs-teamet tog for alvor fart, da COVID-19 ramte i foråret 2020, og restriktioner tog toppen af humøret. COVID-19 skabte bogstaveligt talt mere afstand mellem kollegerne, fordi vi skulle holde afstand, måtte sidde færre sammen i kantinen og skulle bære mundbind i produktionen.

Derfor begyndte Kamilla Nissen blandt andet at lave små konkurrencer, som skulle give kollegerne noget at snakke om og fjerne fokus fra COVID-19. Hver gang med små præmier som f.eks. fire fastelavnsboller.

- Konkurrencerne gav rigtig meget snak blandt kollegerne, som prøvede at gætte det rigtige svar. Vi har blandt andet et makkerpar her på fabrikken, hvor den ene er høj, og den anden er lav. Fordi jeg havde taget billedet gennem et spejl, endte de fleste med at gætte på, at det var den lave kollega på billedet, men det var faktisk den høje kollega. Det giver jo mange grin bagefter og er med til at løfte humøret, siger Kamilla Nissen.  

Helle Simonsen arbejder også med arbejdsmiljø på Mou-fabrikken, og hun fandt nogle sjove animerede film om arbejdssikkerhed, som kørte på skærmen i kantinen. Videoerne gav både grin, fordi medarbejderne kunne genkende situationerne, og det gav fokus på arbejdssikkerheden.

Fokus på de små ting

En fællesnævner for de sociale fællesskabs-tiltag, som bliver sat i gang på Mou-fabrikken, er, at de ikke koster det store, men mest af alt kræver tid og engagement.

Vi er et godt sted socialt på fabrikken. Kollegerne vil gerne være sammen og går op i den slags.
- Morten Boas, tillidsrepræsentant på Mou-fabrikken

Morten Boas er uddannet kok, og han mente i oktober 2019, at det skulle fejres, at der kun var to måneder til jul. Derfor ville han lave risalamande til sine 60 kolleger på fabrikken. Det bragte stor glæde og snak blandt medarbejderne, og året efter var der ingen vej udenom for ham.

- Man skal jo passe på den slags, siger Morten Boas med et grin.

- Året efter kom de forskellige teams med fløde, mandler, kirsebærsovs osv., så jeg kunne gøre det igen. For mig gør det ingen forskel, om jeg skal lave risalamande til 6 eller 60 mennesker. Jeg skal bare have gang i nogle større gryder. Så selvom jeg tænkte det som en engangsting, blev det med det samme en tradition. Det siger lidt om, at vi er et godt sted socialt på fabrikken. Kollegerne vil gerne være sammen og går op i den slags, siger Morten Boas.

Kolleger bliver venner

Det øgede fokus på fællesskab og socialt samvær har også betydet, at kolleger er begyndt at ses uden for arbejdspladsen i deres fritid. Et eksempel er, at hver lørdag mødes dem, der vil, i skoven og går med deres hunde. Der arrangeres også andre gåture, ture på bog-messer, rom-smagning, familiedag, bowlingture osv.

Fællesskab er et omdrejningspunkt her på fabrikken og har været i mange år.
- Helle Simonsen, medarbejder på Mou-fabrikken gennem 29 år

For Helle Simonsen, der har været på Mou-fabrikken i 29 år, betyder det gode fællesskab og de gode relationer til hendes kolleger, at hun er meget glad for sit arbejde. Der gives også et stort ansvar til medarbejderne, når nye kolleger skal ansættes, og det gør, at nye medarbejdere hurtigt bliver en del af fællesskabet.

- Når vi skal ansætte en ny medarbejder i et team, bliver hele teamet inddraget i den proces og er med til jobsamtalerne. Det er med til at give ansvar, når den nye kollega starter, fordi man har selv valgt vedkommende, og så er man også nødt til at sørge for, at de bliver integreret og føler sig velkommen, siger Helle Simonsen og fortsætter:

- Fællesskab er et omdrejningspunkt her på fabrikken og har været i mange år. Det er medvirkende til, at når det er nødvendigt at dække en ekstra time eller en weekendvagt, så finder vi altid ud af det. Vi føler, at vi er fælles om at få virksomheden til at lykkes, og sociale aspekt gør, at vi tager det med et smil, siger hun.