Nyhed

Bagerelever flygter fra lærepladser: Nu skal der handles

Mere end hver tredje elev på bager-og konditoruddannelserne overvejer at stoppe, fordi de har dårlige oplevelser på lærepladsen. Svende, mestre og organisationer mødes og diskuterer udfordringerne.
Få artiklen læst op
0:00
Genre Brød dej bager ælter
Genre Brød dej bager ælter

Det er in at uddanne sig inden for bagværk og konditori. Men en uddannelsesdrøm gør det ikke alene. Hele 38 procent af bager-og konditoreleverne overvejer at stoppe på uddannelsen. Og 73 procent af dem angiver “dårlige oplevelser på lærepladsen” som grund. Det viser en ny rapport om frafald på bager- og konditoruddannelsen, som CompanYoung har udarbejdet for Det Faglige Fællesudvalg for bager- og konditoruddannelserne (DFFU).

Der er mange mestre, som er 50-60 år, og vi har været vant til den rå tone.
- Bagermester, der deltog ved fyraftensmøde i København den 9. september.

I analysen er tidligere og nuværende bagerelever blevet spurgt til, hvordan de oplever uddannelsen, og en stor del af dem forklarer, at de ikke trives i hverdagen i bagerierne. En stor del af mistrivslen skyldes en mester, som ikke taler pænt til dem og ikke anerkender deres arbejde. Mange uddyber det med, at der bliver krævet meget overarbejde, og at der generelt er en for hård tone, hvor de ikke oplever, at der bliver lyttet til dem.

Nu mødes bagersvende og organisationer for at finde løsninger

DFFU forsøger at finde en løsning på problemet, som også rummer den udfordring, at der snart vil mangle mange faglærte. Derfor havde DFFU inviteret svende, mestre, BKD (Brancheorganisation for de danske bager-og konditormestre), Fødevareforbundet NNF og skolerne til fyraftensmøde i København, Middelfart og Viborg. 

– Vi har brug for værktøjer, der sikrer en forventningsafstemning mellem elev og læreplads. Der er også noget med tonen. Der er mange mestre, som er 50-60 år, og vi har været vant til den rå tone, sagde en bagermester, som var mødt op til mødet i København den 9. september.

Mestersvend: Det handler om psykologi

Generelt var de fremmødte både debat-og spørgelystne, og flere havde fingeren i vejret for at gøre opmærksom på udfordringen med generationskløften.

Det handler blandt andet om, hvordan man taler til hinanden. Mestrene skal lære nye talemetoder.
- Bagermester, der deltog ved fyraftensmøde i København den 9. september.

En anden bagermester pointerede, at mange mestre tager for let på det store ansvar, det er at have elever:

– Jeg ansætter elever, som jeg kan mærke brænder for faget. Derefter ser jeg resten som mit ansvar. Og det handler blandt andet om, hvordan man taler til hinanden. Mestrene skal lære nye talemetoder, sagde hun.

En af de yngre mestersvende supplerede:

– Jeg tror, det handler om psykologi. Vi burde vide mere om de forskellige mennesketyper, sagde han.

Alle ved, at det her er et kæmpe problem. Vi har allerede flere i projekter i støbeskeen, der skal sikre bedre kommunikation mellem mester og elever.
- Henrik Tonnesen, der er medlem af DFFU og afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne

DFFU trækker i arbejdstøjet

Hos organisationerne er håbet lysegrønt, for til mødet er det væltet ud med erfaringer og guldkorn, som peger på løsninger.

– Der har virkelig været aktive aktører her i aften. Alle ved, at det her er et kæmpe problem. Det er selvfølgelig komplekst, men de fremmødte har virkelig set indad, sagde Henrik Tonnesen, der er medlem af DFFU og afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne og fortsatte:

– Vi har allerede flere i projekter i støbeskeen, der skal sikre bedre kommunikation mellem mester og elever. Nu har vi fået flere gode input at gå videre med her fra første møde.