Nyhed

Arbejdsgivere kan snart kræve, at medarbejdere viser coronapas

Arbejdsgiverne kan sandsynligvis snart kræve, at medarbejdere viser coronapas for at kunne møde på arbejde. Det har regeringen og arbejdsmarkedets parter aftalt fredag morgen.
Corona test hals test
Corona test hals test

Virksomheder vil snart kunne kræve, at deres medarbejdere fremviser et gyldigt coronapas, når de møder ind på arbejde. Det offentliggjorde beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye på et pressemøde fredag formiddag.

- Det er for at sikre trygheden på arbejdspladserne, siger han.

Regeringen har indgået en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) fredag morgen, der giver arbejdsgiverne denne ret til at kræve gyldigt coronapas. For at aftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter bliver til virkelighed, skal et flertal i folketinget bakke op om aftalen.

For at have gyldigt coronapas, skal man leve op til et af tre krav:

  • Være vaccineret mod corona (coronapasset er gyldigt 14 dage efter det første vaccinestik)
  • Have været smittet med corona inden for de seneste seks måneder
  • Fremvise en negativ PCR-test, der er højest 96 timer gammel, eller en negativ hurtigtest, der er højest 72 timer gammel

Næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen noterer sig, at den nye ret er midlertidig, og at det kun er corona, der er omfattet af den.

- Som udgangspunkt er sygdom jo en privat sag, men vi står i en ekstrem vanskelig situation med corona. Jeg er glad for, at FH har sikret sig indflydelse ved at sidde med ved forhandlingsbordet og har sikret, at dette udelukkende gælder for corona og kun så længe, at corona er en samfundskritisk sygdom, siger han.

Jim Jensen har været i kontakt med både almindelige medlemmer og tillidsrepræsentanter, og han oplever, at medlemmerne generelt accepterer, at et gyldigt coronapas kan blive et krav.

- De, jeg har snakket med, understreger dog, at det er vigtigt, at ingen udskammes eller forfølges i denne her sammenhæng, siger han.

En del af aftalen er, at den lov, der tidligere gav arbejdsgiverne ret til at kræve, at medarbejdere lader sig coronateste, bliver genindført. I loven skal tilføjes retten til at kræve gyldigt coronapas.

Læs aftaleteksten her.

Aftalen er relativt kortfattet, og der er indtil videre offentliggjort sparsomt med detaljer om den. Det er derfor på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige mere om, hvordan arbejdsgivernes ret vil blive udmøntet i praksis, eller hvad medarbejderne har af rettigheder i forhold til løn og kompensation for f.eks. tid til test.

Mere information om aftalen vil være a finde på nnf.dk, når den er tilgængelig.