Nyhed

”Glæden ved godt slik er ikke forsvundet med corona”

Hos slikproducenten Carletti har tillidsrepræsentant Morten Rasmussen og kollegaerne knoklet under hele nedlukningen og samtidig formået at holde corona ude af fabrikken. For selv om de godt kan mærke, at grænsehandlen længe har været begrænset, så efterspørger de danske butikker flere varer.

- Jeg mener faktisk, at statsministeren skylder fødevarearbejderne en stor tak. Vi har knoklet på vores arbejde under hele corona-nedlukningen, og vi har holdt smitten på et utrolig lavt niveau. Hos os har vi kun haft to tilfælde, og det har været i perioder med ferier, så det har slet ikke været på fabrikken.

Sådan siger Morten Rasmussen, der er tillidsrepræsentant på Carletti ved Skødstrup i Aarhus, som producerer slik og chokolade. Mortens venner og bekendte bliver tit overraskede, når han fortæller, at de på hans arbejdsplads har arbejdet hele perioden.

- Det er klart, at der er mange mennesker, der har arbejdet hjemmefra, men vi er jo også store grupper, som er mødt fysisk op på arbejde, og det kommer lidt bag på folk. Vi har skulle leve med en ekstra risiko, fordi vi er mange samlet hver dag, siger han.

Glæden ved god slik er jo bestemt ikke forsvundet med corona, så den øgede handel i de danske butikker har holdt os fint oven vande.
- Morten Rasmussen, tillidsrepræsentant hos Carletti

Opskrift på minimum af smitte: Håndvask, håndsprit og afstand

Morten møder også tit spørgsmålet om, hvordan det overhovedet har været muligt at holde smitten så langt nede.

- Det er lidt sjovt, men når jeg står fast på, at opskriften er afstand, håndvask 25 gange om dagen og håndsprit, så møder jeg den holdning, at det ikke kan være nødvendigt. Men det kan det, og det ér det, siger han.

På virksomheden begyndte de at gå med mundbind, da den engelske version af COVID-19 kom til Danmark. Dog skal de kun bruge det, når de bevæger sig rundt og ikke står ved egen maskine.

Kollegaerne har fået mere end nok af corona, og de savner de almindelige måder at hygge sig og være sammen på.
- Morten Rasmussen, tillidsrepræsentant hos Carletti

Ingen grænsehandel - mere slik i danske butikker 

Hos Carletti kan de mærke, at grænserne er og har været lukket i lang tid. Normalt køres store mængder slik og chokolade til grænsehandlen i Tyskland, men nu efterspørger de danske butikker flere varer.

- Danskerne køber nok mindre mængder ind ad gangen, end når de tager på grænsehandel-shopping, men glæden ved god slik er jo bestemt ikke forsvundet med corona, så den øgede handel i de danske butikker har holdt os fint oven vande, siger Morten Rasmussen.

I løbet af corona-året er nogle medarbejdere gået på pension og efterløn, og her har man valgt at trække nye ansættelser lidt længere, ligesom man i foråret 2020 var nødt til at sende 50 medarbejdere hjem på lønkompensation i otte dage. 

- Vi er enormt glade for, at det er gået så smertefrit for os, som det er. Det havde ikke været sjovt at skulle fyre nogen. Når det er sagt, så mærker jeg en forandring i stemning hos mine kolleger. Lige efter jul var humøret højt, men nu hænger hovederne godt nok langt nede. De har fået mere end nok af corona og savner de almindelige måder at hygge sig og være sammen på, fortæller Morten Rasmussen.