Nyhed

Mød en tillidsrepræsentant: Kaj kan noget med tal

På alle Danish Crowns slagterier er der en arbejdsstudie-tillidsrepræsentant, som holder skarpt øje med akkorderne. Kaj Neumann er en af dem, og hver dag bruger han sin særlige tæft for tal.

- Jeg kan vel huske omkring halvdelen af kollegernes arbejdsnumre i hovedet.

Ordene kommer fra Kaj Neumann, der er arbejdsstudie-tillidsrepræsentant på Danish Crown i Blans i Sønderjylland. Efterfølgende fortæller han henkastet, at de er omkring 1.100 kolleger på fabrikken.

At være så skrap til at memorere som Kaj er bestemt ikke en nødvendighed for at være arbejdsstudie-tillidsrepræsentant. Dog mener han, at det er en fordel at kunne noget med tal og logik.

Kaj er medarbejdernes repræsentant i forhold til akkord-systemet, som kollegerne er aflønnet ud fra. Han gennemgår alle de tids-målinger, som Danish Crown foretager, når der udarbejdes en akkord.

Når Kaj er sikker på, at alt er korrekt ud fra de bestemmelser, der er i overenskomsten, skal kollegerne tage stilling til, om de vil arbejde på akkorden. 

Tillidsrepræsentantens rådgiver

Kajs funktion i forhold til akkord-bestemmelserne er altafgørende for, at der kan arbejdes på akkorder på virksomheden. Arbejdstakten betyder meget for lønnen, og det er især den, der kan være uenighed om, når en akkord udarbejdes.

Hver gang kollegerne er i tvivl om noget med deres løn, feriepenge eller stemplinger, så gennemgår jeg det for dem.
- Kaj Neumann, arbejdsstudie-tillidsrepræsentant

Derfor træner han sammen med Danish Crowns andre arbejdsstudie-tillidsrepræsentanter fire gange om året og går til eksamen arrangeret af Fødevareforbundet NNF og DI to gange om året. En gang om måneden er der også træning internt på slagteriet i Blans.  

- Det fylder meget, og derfor er der almindelige tillidsrepræsentants-opgaver, jeg ikke har. Jeg tager mig hverken af nyansættelser, sygesamtaler eller arbejdsmiljø, forklarer Kaj.

Hovedet nede i tallene

Men selvom en del af det traditionelle tillidsrepræsentants-arbejde ikke ligger hos Kaj, så laver han meget andet end arbejdet med akkorderne.

Hvis jeg tjekker et regneark sammen med ledelsen, så kan jeg på få minutter opdage, hvis der er en fejl. Min hjerne scanner lige siderne, og så ser jeg det. Min hjerne elsker tal.
- Kaj Neumann, arbejdsstudie-tillidsrepræsentant

Han får ofte besøg af sine kolleger på sit kontor, hvor han arbejder fuld tid.

- Hver gang kollegerne er i tvivl om noget med deres løn, feriepenge eller stemplinger, så gennemgår jeg det for dem. Hvis jeg tjekker et regneark sammen med ledelsen, så kan jeg på få minutter opdage, hvis der er en fejl. Min hjerne scanner lige siderne, og så ser jeg det. Min hjerne elsker tal, siger Kaj.

Hyggesnak gør tunge samtaler nemmere

Det er dog ikke kun talentet for tal, som Kaj bruger i sit arbejde. Kollegerne bruger ham også til at tale om personlige såvel som arbejdsrelaterede problemer. 

Og så er der jo lige det med Kajs hobby, som kollegerne også nyder godt af.

- Der er meget tit kolleger, der stikker hovedet ind på mit kontor. Ofte kommer folk også herind for en hyggelig sludder og en opskrift. De ved, at jeg elsker at lave mad, og så skal de høre om mine idéer. Det er vigtigt at hyggesnakke, for det gør den tunge samtale meget nemmere, når der er behov for sådan en, siger Kaj.