Nyhed

Henriette vil have kollegerne til at bruge hovedet i stedet for at hænge det på knagen

Med systematik og blide puf til kollegerne forsøger uddannelsesambassadør hos Danish Crown Foods Henriette Elkjær at få kollegerne til at få øjnene op for fordelene ved at uddanne sig.

Ordene “kurser” og “uddannelse” vækker ikke umiddelbart begejstring hos alle medarbejdere hos Danish Crown Foods i Svenstrup. Heller ikke selv om de har ret til to ugers selvvalgt uddannelse om året, og alle sammen er klar over det. Men det vil uddannelsesambassadøren på fabrikken, Henriette Elkjær, gerne lave om på:

- Mange kollegaer kan godt kan lide, at de kan hænge deres hoved på knagen, når de kommer, fordi de kender deres daglige funktion til punkt og prikke. Men det er klogt at benytte sig af muligheden for uddannelse for at få mere værdi som medarbejder. Der kan jo komme nedgangstider, og så er virksomheden måske tilbøjelige til at beholde dem, der har lært nye færdigheder på et kursus, siger Henriette Elkjær.

Hun har været uddannelsesambassadør et par år, og hendes klare mål er at få flere kolleger til at interessere sig for at uddanne sig.

- I vores branche er der også risiko for nedslidning, og også her er man bedre stillet, hvis man har tilegnet sig kompetencer via uddannelse. De kan jo bruges på et nyt arbejde, siger hun.

Fra chokoladefremstilling til truckcertifikat

Det kan være en uoverskuelig opgave for kollegaerne at finde frem til de kurser, de gerne vil på, og huske på det som en prioritet.

Jeg opfordrer kollegerne til at huske på, hvilken merværdi de får ved at vælge kurser, som er relevante for deres job.
- Henriette Elkjær, uddannelsesambassadør hos Danish Crown Foods Svenstrup

Derfor har Henriette lavet en mappe, hvor hun systematisk har beskrevet nogle af de kurser, medarbejderne har ret til - lige fra chokoladefremstilling til truckcertifikat. 

- Jeg opfordrer kollegerne til at huske på, hvilken merværdi de får ved at vælge kurser, som er relevante for deres job. Jeg klapper i mine hænder, når de skal afsted på kursus i lagerstyring eller et kursus i at styre en robot, vi har, siger Henriette Elkjær og fortsætter:

- Når det er sagt, så kan et kursus i desserter give modet til at springe ud i et mere fagligt tungt kursus. Under alle omstændigheder får virksomheden en medarbejder med ny energi, siger hun.

Frygt for skolebænken

Henriette oplever, at kollegerne, der tager afsted på uddannelse, har en god oplevelse. Og måske er det derfor, at det tit de er de samme, der selv efterspørger flere kurser.

- Der er mange, som har dårlige oplevelser med i rygsækken fra folkeskolen. Og jeg tror, at de frygter, at de igen vil blive til grin. Det fungerer helt anderledes på de her kurser, og de bliver aldrig til grin. Men modet og overvindelsen kan være svær, forklarer hun.

Derfor sørger hun også for at gribe bolden, når der er mulighed for at puffe til kollegerne.

- Den anden dag var en af mine kolleger til låns i en anden afdeling, end han normalt står i. Her kører de meget med truck, og han har ikke et certifikat. Så spurgte jeg ham, om han kunne være frisk på at tage på sådan et kursus, og det sagde han ja tak til. Han ville måske ikke selv have bedt om det, siger hun.

To ugers selvvalgt uddannelse

Din overenskomst giver dig ret til to ugers selvvalgt uddannelse om året. Vil du vide mere, så kontakt din tillidsrepræsentant eller uddannelsesambassadøren på din arbejdsplads eller Susan Clausen i Fødevareforbundet NNF's Arbejdsmarkedssekretariat på tlf.: 3818 7234 eller mail: sc@nnf.dk