Foto af Jensens Foods
Nyhed

Sympatikonflikt hos Jensens Foods: Én stor fagforening, der bakker hinanden op

Da de medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder hos Jensens Foods, fik at vide, at de skulle være en del af en sympatikonflikt, skabte det forvirring og usikkerhed. Men nu er tillidsrepræsentant Berit Pedersen og hendes kolleger klar til at bakke op om 3F’s kamp for en overenskomst.

Onsdag den 23. september igangsætter Fødevareforbundet NNF en sympatikonflikt over for Jensens Foods, som forarbejder og leverer kød til Jensens Bøfhus-restauranterne.

Sympatikonflikten skyldes, at fagforeningen 3F ligger i konflikt med restaurantkæden Jensens Bøfhus, fordi kæden har opsagt sin overenskomst. 3F har derfor anmodet Fødevareforbundet NNF og andre forbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) om at støtte op om 3F ved at lave sympatikonflikter.

Det betyder, at medlemmer af Fødevareforbundet, der er ansat hos Jensens Foods, fra den 23. september ikke må fremstille, pakke eller håndtere produkter til Jensens Bøfhus.

– Først forstod vi ikke helt, hvorfor vi skulle blandes ind i en konflikt, som en anden fagforening har med en anden virksomhed. Det handler jo ikke om os eller vores arbejdsplads, siger Berit Pedersen, der er tillidsrepræsentant for medlemmerne af Fødevareforbundet NNF hos Jensens Foods.

Konflikt eller strejke?

Den manglende forståelse skabte forvirring og usikkerhed blandt kollegaerne:

– De var bekymrede for, om vi skulle lukke det hele ned og strejke. Men det er jo slet ikke det, der skal ske, siger Berit Pedersen og fortsætter:

– Vi skal i konflikt, og det betyder, at vi ikke må skære bøffer og ben til Jensens Bøfhus' restauranter. Men alle vores andre produkter til detailhandlen må vi godt lave. Så der er nok, vi kan lave.

For at skabe ro blandt kollegaerne samlede hun dem til møde i kantinen, hvor de fik en snak om situationen.

– Da de fik forklaret, hvorfor vi skal i sympatikonflikt, kunne de godt se det fornuftige i det. Det er sådan, spillets regler er. 3F ville jo også bakke os op, hvis Fødevareforbundet NNF kom i konflikt. Og så er vi pludselig én kæmpestor fagforening, der bakker hinanden op, siger Berit Pedersen.

– Vi skal i konflikt, og det betyder, at vi ikke må skære bøffer og ben til Jensens Bøfhus' restauranter.
- Berit Pedersen, tillidsrepræsentant hos Jensens Foods

Medlemsmøde den 22. september

Under hele forløbet har Berit Pedersen haft tæt kontakt med forhandlingssekretær i Fødevareforbundet NNF Anette S. Larsen.

– Anette har været en uvurderlig hjælp. Hun har løbende holdt mig informeret, så jeg har kunne informere mine kollegaer. Det har været rart at have hende og Fødevareforbundet NNF bag mig, siger Berit Pedersen.

Den 22. september har Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland inviteret medlemmer, der arbejder hos Jensens Foods, til fyraftensmøde i afdelingen i Holstebro.

– Jeg håber, at kollegaerne kommer og får en snak med Anette og dem andre fra lokalafdelingen. De har helt styr på, hvordan og hvorledes, siger Berit Pedersen.

Hvad er en sympatikonflikt?

Hvis en fagforening ligger i konflikt med en arbejdsgiver, der ikke vil indgå overenskomst, kan fagforeningen bede andre fagforeninger under FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) om hjælp til konflikten. De kan hjælpe ved fx at iværksætte sympatikonflikter.

En sympatikonflikt går ud på, at medlemmerne fra andre fagforeninger afviser at udføre arbejde til den virksomhed, der ikke vil indgå en overenskomst.

Når medlemmerne af Fødevareforbundet NNF hos Jensens Foods ikke vil forarbejde bøffer og ben til Jensens Bøfhus, støtter medlemmerne 3F’s kamp for at indgå en overenskomst med Jensens Bøfhus.