Nyhed

Endelig får alle ret til en værdig tilbagetrækning

Fødevareforbundet NNF roser regeringen, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF for at have truffet det rigtige valg ved at sikre de lønmodtagere med de hårdeste og længste arbejdsliv ret til en værdig tilbagetrækning

Forbundsformand for Fødevareforbundet NNF kalder nattens aftale for historisk og glæder sig over, at hårdtarbejdende fødevarearbejdere og andre faglærte og ufaglærte lønmodtagere nu kan se frem til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

- Når der er forskel på, hvornår man starter på arbejdsmarkedet, så er det også kun ret og rimeligt, at der forskel på, hvornår man forlader arbejdsmarkedet. Men desværre har mange lønmodtagere med fysisk hårdt arbejde måttet stå med hatten i hånden og håbe på at blive omfattet en form for førtidspension, fordi de ikke har kunnet holde til at arbejde frem til pensionen.  Det er slut fra 2022, siger forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.

Han glæder sig over, at det er lykkedes regeringen at skaffe et politisk flertal for at indføre ret til tidlig pension.

- Siden 2011 har fødevarearbejderne stillet sig frem i første række og fortalt om, hvordan et hårdt fysisk arbejdsliv påvirker kroppen. De har fortalt om smerter og piller, og om sorgen over ikke kunne være den mormor eller bedstefar, som de har drømt om. Det har været et langt sejt træk, men det er takket været dem og deres fortællinger, at de nu får ret til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. En tilbagetrækning, som de ikke skal søge om eller visiteres til, men som de har optjent ret til efter et langt og hårdt arbejdsliv, fastslår Ole Wehlast.

Aftalen er bedre end forslaget

Ole Wehlast var tilfreds med det forslag, som regeringen præsenterede på Danish Crowns slagteri i Horsens i august måned, men nattens aftale er faktisk endnu bedre, mener han:

- Jeg hæfter mig særligt ved to ting, der faktisk rækker ud over aftalen. For det første er det positivt, at der bliver afsat 100 millioner kroner i 2023, som skal bruges til at forbedre arbejdsmiljøet ude på arbejdspladserne. Og for det andet bliver reglerne for at få seniorpension lempet fra 2024, så alle med en arbejdsevne på 18 timer om ugen, fremfor de nuværende 15 timer, kan få seniorpension.

FAKTA OM AFTALEN

  • Retten til tidlig pension opgøres, når man fylder 61 år.
    Har man været 44 år på arbejdsmarkedet får man ret til 3 år med tidlig pension
    Har man været 43 år på arbejdsmarkedet får man ret til 2 år med tidlig pension
    Har man været 42år på arbejdsmarkedet får man ret til 1 år med tidlig pension
  • Grænsen for, hvornår man er berettiget til seniorpension, hæves fra 15 til 18 timer.
  • Lønmodtagerbeskæftigelse deltidskorrigeres fra 18 år, så deltid ned til 18 timer om ugen sidestilles med fuld tid.
  • SU under uddannelse, efter man er fyldt 40 år, tæller med i optjeningen af anciennitet på arbejdsmarkedet.
  • Selvstændige omfattes aftalen og får desuden mulighed for at tælle fem års underskud med som arbejdsår.
  • Obligatorisk praktik under uddannelse kommer til at tælle med i optjeningen af ret til tidlig pension, hvad end der er tale om SU eller praktikløn.
  • Ydelsen sættes ned for personer med pensionsformuer svarende til mere end to millioner kroner. Overstiger pensionsformuen fem millioner kroner, er man ikke berettiget til de 13.550 kroner.
  • Efterlønsberettigede, som får tilkendt ret til tidlig pension, gives mulighed for at få udbetalt de indbetalte efterlønsbidrag kontant.
Kilde: TV2.dk