Nyhed

Ny lov giver arbejdsgiver ret til at kræve corona-test

En ny lov giver arbejdsgiveren mulighed for - i visse saglige begrundede situationer - at kræve, at medarbejdere bliver testet for corona-virus og efterfølgende oplyser resultatet. En både vidtgående og tankevækkende lov, lyder det fra næstformand i Fødevareforbundet NNF
Corona test hals test
Corona test hals test

Arbejdergiverne vil dels gerne sikre sig mod at blive nødt til at lukke virksomheder helt eller delvist ned, fordi smitte med coronavirus spreder sig på virksomhederne. Og dels kræver flere af de lande, som Danmark eksporterer til, at varerne skal være fremstillet i et corona-frit miljø.

Derfor har Folketinget vedtaget en lov, der giver arbejdsgivere vidtgående mulighed for at kræve medarbejderne corona-testet, hvis det er ”saglig begrundet i hensynet til at begrænse spredningen af smitte” . Loven gælder kun corona-test og ikke test for andre sygdomme.

 

Jeg kan kun opfordre til, at vores medlemmer tager fat i deres tillidsrepræsentant eller i os i Fødevareforbundet NNF, hvis de bliver afkrævet en test på en måde, som de ikke føler sig trygge ved
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

I Fødevareforbundet NNF bakker næstformand Jim Jensen op om tiltag, der kan holde smitten ude af virksomhederne, men han opfordrer samtidig arbejdsgivere til at fare med lempe, hvis de vælger at gøre brug af loven:

- I al væsentlighed er helbredsoplysninger et forhold mellem den enkelte lønmodtager og vedkommendes læge, og af rigtig mange gode grunde, skal arbejdsgiveren ikke blandes ind i det forhold. Nu gør vi så en undtagelse, fordi vi står i en helt usædvanlig og meget alvorlig situation. Men jeg håber, at arbejdsgiverne som udgangspunkt udviser den nødvendige respekt for deres medarbejderes privatliv, og kun tager loven i brug, når der ikke kan findes andre løsninger.

Mange spørgsmål – færre svar

Loven, som blev hastebehandlet og vedtaget den 19. november, giver arbejdsgiverne ret til at kræve, at deres medarbejdere bliver testet, men der er fortsat mange uklarheder, mener Jim Jensen:

- Jeg vil godt kunne forstå, hvis der er medarbejdere, der ikke føler sig helt trygge ved den nye lov. Der er desværre flere områder, hvor det ikke står helt klart, hvilke rettigheder henholdsvis lønmodtager og arbejdsgiver har, hvis de ikke er enige om, hvordan testen skal foregå. Jeg kan kun opfordre til, at vores medlemmer tager fat i deres tillidsrepræsentant eller i os i Fødevareforbundet NNF, hvis de bliver afkrævet en test på en måde, som de ikke føler sig trygge ved, siger han, og fortsætter:

- Jeg kan ikke love, at vi kan svare, for loven er ikke specielt tydelig. Men vi har jo mulighed for at få prøvet stridigheder i det fagretslige system.

- I al væsentlighed er helbredsoplysninger et forhold mellem den enkelte lønmodtager og vedkommende læge, og af rigtig mange gode grunde, skal arbejdsgiveren ikke blandes ind i det forhold. Nu gør vi så en undtagelse, fordi vi står i en helt usædvanlig og meget alvorlig situation.
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

Han understreger samtidig, at det fremgår tydeligt af loven, at medarbejdernes skal inddrages i det forberedende arbejde. Det vil sige, at arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsfolk og samarbejdsudvalget på de enkelte arbejdspladser skal inddrages, hvis arbejdsgiveren ønsker at gøre brug af loven og kræve én eller flere medarbejdere testet.

- Og så er det helt afgørende for mig, at der er en såkaldt ”solnedgangsklausul” på loven. Den betyder, at loven vil gælde frem til 1. juli 2021, hvorefter den falder bort.

5 SPØRGSMÅL OG SVAR OM DEN NYE LOV

Hvornår er der en saglig begrundelse for at kræve en test?

Det beror på den konkrete situation. Men det kan for eksempel være, at en medarbejder vender tilbage til Danmark efter at have været i udlandet.

Hvem afgør, om et pålæg om test er sagligt begrundet?

I tilfælde af stridigheder vil det være op til domstolene og det fagretlige system at afgøre, hvem der har ret. Som lønmodtager på en virksomhed med overenskomst, vil ens fagforening kunne få sagen fagretsligt behandlet. Har man ikke overenskomst, eller er man ikke medlem af en rigtig fagforening, kan man rejse sagen ved de almindelige domstole.

Hvor og hvornår kan arbejdsgiveren kræve, at man bliver testet?

I loven står, at testen skal gennemføres på en betryggende måde. Det betyder blandt andet, at testen skal foretages af en person, der er behørigt uddannet og autoriseret til at foretage corona-test.

Testen skal som udgangspunkt gennemføres i arbejdstiden, og hvis man bliver tvunget til at få den foretaget i sin fritid, skal man kompenseres for tid og eventuelle udgifter.

Det står dog ikke helt klart, hvordan man som lønmodtager er stillet, hvis man ikke vil have foretaget testen på arbejdspladsen. Ifølge loven har man ret til at lade sig teste udenfor arbejdspladsens regi, men det er ikke helt tydeligt beskrevet, præcis hvilke rettigheder man har - og hvilke krav arbejdsgiveren kan stille til testen, herunder hvor hurtigt testen skal være foretaget.

Kan arbejdsgiveren kræve, at man oplyser resultatet af en corona-test, som man på eget initiativ har fået lavet?

Ja, arbejdsgiveren kan pålægge medarbejderen hurtigst muligt at oplyse, hvis vedkommende er blevet testet positiv, og hvornår det er sket.

Hvad sker der, hvis man nægter at blive testet?

Hvis man ikke har en lægelig grund til at nægte at blive testet, har arbejdsgiveren lov til at give en advarsel. I yderste konsekvens kan arbejdsgiveren også vælge at fyre en medarbejder, der nægter at lade sig teste selvom, der er saglige begrundelse for at kræve test.