Nyhed

Dagpengeperioden forlænges med to måneder

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, at ledige, der mister deres dagpengeret i perioden 1. november 2020 til 1. november 2021, automatisk får forlænget deres ret til dagpenge med to måneder.
Pengesedler kroner penge
Pengesedler kroner penge

Udløber din dagpengeret i perioden 1. november 2020 til 1. november 2021, får du automatisk forlænget din ret til dagpenge med to måneder. Det har regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier vedtaget.

Når din dagpengeperiode udløber, har du tre måneder til at bruge de to måneders ekstra ret til dagpenge. Udløber din dagpengeret fx den 30. november 2020, har du indtil februar 2021 til at bruge dine to ekstra måneders ret til dagpenge.

Er du i tvivl, så kontakt Fødevareforbundet NNF's a-kasse på tlf.: 3818 7272.

Meld dig ind igen senest 31. december

Har du meldt dig ud af a-kassen fra 1. november 2020, fordi du har mistet din ret til dagpenge, kan du melde dig ind igen og få ret til de to måneders dagpenge. Det er dog en betingelse, at du melder dig ind inden 31. december 2020, og du efterbetaler kontingent for den periode, du ikke var medlem.