Nyhed

Trepartsaftale udviser samfundssind

Trepartsaftalen, der giver lønkompensation til privatansatte, fyringstruede lønmodtagere, er udtryk for ægte samfundssind, mener forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast, der samtidig roser fødevarebranchen for at holde produktionen kørende

- Det er en utrolig flot og vigtig aftale, der kan være med at skabe ro og tryghed i en tid, hvor uro og utryghed fylder meget, siger forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast om den trepartsaftale, der blev præsenteret tidligere i dag.

Aftalen, der er indgået mellem regeringen, arbejdsgiverne (DA) og lønmodtagerne (FH), sikrer en midlertidig lønkompensation til virksomheder, der ellers ville skulle afskedige medarbejdere med baggrund i COVID-19.

Kompensationen vil gælde fra den 9. marts til 9. juni 2020. 

Ole Wehlast forudser, at aftalen vil kunne hjælpe mange i fødevarebranchen:

- Siden Danmark lukkede ned i torsdags, har vi fået adskillige henvendelser fra medlemmer, der frygter for deres job, efter afsætningen til restauranter, hoteller og kantiner forsvandt fra den ene dag til den anden. At de nu er sikret ikke at måtte gå fra hus og hjem på grund af COVID-19, er jeg utrolig glad for. Statsministeren har talt meget om, at vi skal udvise samfundssind. Jeg synes, at regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne udviser ægte samfundssind med den her ordning, fastslår han.

Fødevarebranchen gør det godt

Trods det pludselige fald i ordrebøgerne, har langt de fleste fødevarevirksomheder ageret fornuftigt og forsvarligt overfor de ansatte, mener Ole Wehlast:

- Jeg vil gerne rose arbejdsgiverne for deres tilgang til den her situation. Sammen med vores medlemmer er det helt afgørende, at de holder hovedet koldt og sikrer en konstant leverance af fødevare til danskerne. Der er mange, der gør en ekstraordinær flot indsats i den kritiske situation, vi befinder os i. Det mener jeg også gælder de fødevareproducenter og fødevarearbejdere, der sikrer, at der er mælk, brød og kød til os alle.

Ole Wehlast håber derfor, at arbejdsgiverne på fødevareområdet vil tage godt imod trepartsaftalen og bruge den at sikre, at så få fødevarearbejdere som muligt vil miste deres job som følge af COVID-19.

Kilde: Finansministeriet