Min side
Jeg arbejder som arbejdsmiljørepræsentant på en fabrik, og jeg gør, hvad jeg kan for at huske mine kolleger på vigtigheden af gode arbejdsstillinger. Heldigvis er der meget mere fokus på det, end dengang jeg var 18 år og kom ud på arbejdsmarkedet.
I dag er jeg 48 år, og desværre har mit arbejdsliv sat fysiske spor på min krop i form af slidgigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg har det som 70-årig, når jeg kan gå på pension.
Jeg forstår godt nødvendigheden af, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet i takt med, at vi bliver ældre, men når vilkårene er ens for os alle sammen, ender man med at behandle os ulige.
Vi, der har fysisk hårdt arbejde, bliver hurtigere slidt ned, og vi kommer tidligt ud på arbejdsmarkedet med ingen eller meget korte uddannelser.
Visitation er ikke en løsning
Jeg er klar over, at der findes ordninger, hvor man kan visiteres til forskellige pensioner, men alle, der kender bare lidt til systemet, ved, hvor lang tid det tager, og hvor syg man skal være, før man bliver visiteret til noget som helst.
Det er ikke rimeligt, at man skal bruge de sidste år af sit arbejdsliv på at blive mere og mere syg, imens man slås for at få lov at stoppe i tide.
Der skal også være kræfter til at lege med børnebørnene og dyrke fritidsinteresser, i stedet for at bruge pensionstilværelsen på at spise piller og gå til kiropraktor.
Derfor bør dem med fysisk hårdt arbejde have en ret til at gå tidligere på pension.
