Nyhed

Hos Slagter Carlsen står de sammen i krisen

I starten af marts havde Slagter Carlsen travlt, men efter statsministerens udmeldinger om Corona-virus er der stille i de to butikker. Leveringerne ud af huset er annulleret, to kollegaer er opsagt og andre er sendt hjem på ferie. Men medarbejderne står sammen, så alle forhåbentlig har et job, når krisen er ovre, og bestillingerne igen tikker ind.

De sidste fire år er det kun gået en vej for Slagter Carlsen: fremad. Dengang var de fire medarbejdere i den private slagterbutik, og i dag er de 22 medarbejdere i de to butikker i Støvring og Nørresundby.

– Vi har haft voldsom medvind de sidste fire år. Vi kunne sagtens have levering af mad ud af huset til 40-50 selskaber fra torsdag til lørdag, fortæller Gitte Brandt-Nielsen, der er tillidsrepræsentant i butikken i Nørresundby.

Men efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde om Corona-virus onsdag den 11. marts, er den positive udvikling vendt for Slagter Carlsen.

– Lige nu går det den anden vej. Vi har mistet alt vores mad ud af huset, som er det, vi primært lever af. Det er ca. 100.000 kr. pr. butik, vi har mistet på en uge. Folk har afmeldt alt. Selv en pålægsmand til 10 personer er blevet afmeldt, siger Gitte Brandt-Nielsen.

”Det gør ondt”

Allerede torsdag den 12. marts fik statsministerens udmeldinger konsekvenser for Slagter Carlsen.

– Telefonen ringede hele torsdagen med aflysninger, og vi måtte afskedige den første kollega, fortæller Gitte Brandt-Nielsen.

Om fredagen blev endnu en delikatesseassistent afskediget, men begge har fået lovning på at blive ansat igen, når situationen med Corona-virus er forbedret.

– Det er klart, at det gør ondt, når 40-50% af indtjeningen forsvinder. Vi kommer ikke igennem det her uden at regulere i bemandingen eller få hjælp, medmindre vi skal sættes to år tilbage i vores udvikling, siger Gitte Brandt-Nielsen.

Står sammen som en familie

Derfor lukker begge butikker midlertidigt ned i to uger fra mandag den 23. marts. Nogle få kollegaer vil to dage om ugen stå for udlevering af kødkasser i butikkerne og levering af kasserne ud af huset. Resten er sendt hjem på en eller to ugers ferie.

– Alle medarbejdere var uden tøven klar til at bruge deres ferie på at komme igennem den her krise. Vi står sammen som en familie, og både ledelsen, slagtersvenden og vores gode lærlinge støtter op om hinanden, så vi kommer igennem det her på bedst mulig måde, siger Gitte Brandt-Nielsen og fortsætter:

– Det vigtigste er, at alle kollegaer kan beholde deres job. Så vi kan kalde hele styrken på arbejde og være klar, når Corona-krisen er lagt bag os og det forhåbentlig vælter ind med bestillinger igen, siger Gitte.

Har søgt om hjælp

Med hjælp og vejledning fra Fødevareforbundet NNF har Slagter Carlsen søgt om tilskud gennem den hjælpepakke, som regeringen og arbejdsmarkedets parter har lavet til erhvervslivet. Her kan private virksomheder under bestemte forudsætninger få dækket en del af deres lønudgifter af staten for medarbejdere, som ellers ville være blevet afskediget.

Nu venter Slagter Carlsen på svar og håber på det bedste, men det er svært:

– Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det kommer til at koste penge for forretningen, det ved vi allesammen, men hvor stort tabet bliver, er endnu uvist. Medarbejderne og ledelsen har givet deres bidrag, og forhåbentlig giver staten sit, så det skal nok gå, selv om man ser lidt sort på tingene lige nu, siger Gitte Brandt-Nielsen og tilføjer:

– Men står vi sammen, kommer vi også igennem det. Vi vil jo nødig se det, vi har knoklet for i fire år flyde ud i sandet.