Artikel

Erik gik fra ufaglært til faglært med betalt uddannelse

Efter at have kørt som chauffør i 17 år, skulle Erik Storm Hansen vel egentlig mene, at han vidste det meste om dét. Alligevel besluttede han sig for at bruge sin selvvalgte uddannelse på at få papir på sin kunnen. I dag er Erik stolt af at kalde sig faglært, og han har allerede planer for, hvad næste års uddannelse med løn skal gå til.
Erik Storm Hansen (th) sammen med fællestillidsrepræsentant Kaj Andersen fra Thise Mejeri. Det var Kaj, der fik overbevist Erik om, at det var en god idé at blive faglært chauffør, og Erik har fået god støtte af Kaj i hele forløbet.
Erik Storm Hansen (th) sammen med fællestillidsrepræsentant Kaj Andersen fra Thise Mejeri. Det var Kaj, der fik overbevist Erik om, at det var en god idé at blive faglært chauffør, og Erik har fået god støtte af Kaj i hele forløbet.

Det var ikke helt nyt for chauffør ved Thise Mejeri Erik Storm Hansen på 43 år, at han kunne få to ugers selvvalgt uddannelse om året med løn, men han havde ikke overvejet, at han via den vej kunne blive faglært chauffør.

Hans fællestillidsrepræsentant præsenterede idéen for ham, og ret hurtigt besluttede han sig for, at det nok var en god idé at tage springet, også selvom det at sidde på skolebænken aldrig har været en fryd for Erik, der er ordblind.

 - Alle taler jo om uddannelse, og skulle det ske, hvad jeg bestemt ikke håber, at jeg bliver fyret hos Thise, så er det nok en god idé, at jeg har papir på, hvad jeg kan. Det var jo ret enkelt, for jeg fik løn under uddannelsen, og jeg skulle bare aftale med min arbejdsgiver, hvornår jeg kunne tage kurserne, siger han.

Tog uddannelsen over tre år

Og selvom Eriks hjerte pumpede lidt ekstra ved tanken om teori og eksamen, så var det til at overskue, for han tog uddannelsen over tre år.

2 uger det første år, halvanden uge året efter og i marts 2020 kunne han efter 3 intensive uger og en afsluttende eksamen kalde sig faglært chauffør.

 - Den praktiske del gik bedre end den teoretiske, men jeg klarede det, og jeg er nok af den støbning, at ingen skal fortælle mig, at jeg ikke kan,” siger han.

Erik har mod på mere uddannelse

I december 2019 blev Erik spurgt, om han ville varetage en ny funktion som kørsel-koordinator. Han takkede ja, og derfor består hans arbejde ikke længere udelukkende i at sidde bag rattet, men også i at have styr på, hvornår de andre chauffører skal på vagt og holde ferie, og hvornår lastbilerne skal til service og syn.

Den nye funktion går godt, synes Erik, men han har allerede gjort sig tanker om, hvordan næste år selvvalgte uddannelse kan gavne ham i hans nye funktion.

 - Jeg kunne godt bruge noget mere viden om at arbejde i excel og måske bare IT generelt. Så det skal jeg helt sikkert næste gang, siger han.

Fødevareforbundet NNF: Fantastisk at gå fra ufaglært til faglært

Hos Fødevareforbundet NNF er det lige præcis historier som Eriks, forbundssekretær Per Hansen samler på.

 - Jeg synes, det er fantastisk, at Erik har udnyttet mulighederne i kompetencefonden til at gå fra at være ufaglært til faglært chauffør med den selvvalgte uddannelse. Hans eksempel viser også, at selvom man kan frygte skolebænken, så er der god grund til at at kaste sig ud i projektet, siger han.

Fødevareforbundet NNF har stor fokus på netop det at gå fra ufaglært til faglært med kampagnen “uddannelse for livet” og ikke mindst opmærksomheden på uddannelsesambassadører og tillidsfolk på virksomhederne. De skal sprede budskabet om mulighederne i kompetencefonden og motivere medlemmerne til mere efteruddannelse.

 - Det er vigtigt, at medlemmerne er opmærksomme på at arbejde med deres egen markedsværdi på arbejdsmarkedet. Og vi ved, at det er ude på arbejdspladsen, den primære indsats skal ske. Derfor gør vi meget ud af at uddanne uddannelsesambassadører og tillidsfolk, så de har den nødvendige viden og de rette værktøjer, siger han.