Foto af Rune Evensen
Det ku' ske for dig

Mistede sine dagpenge på grund af weekendarbejde

I over tyve år havde detailslagter Jeanette Maria Nielsen været medlem af a-kassen, men da hun blev delvis ledig, fik hun ingen dagpenge, fordi hun havde arbejdet om lørdagen.

Arbejder man i weekenden, risikerer man at miste flere tusind kroner i dagpenge. Det skete for detailslagter Jeanette Maria Nielsen, som hver anden lørdag laver smørrebrød, kødpakker og mad ud af huset i butikken Slagterpigerne.

– Det er brand uretfærdigt. Jeg bliver straffet for ikke at arbejde mandag til fredag, siger 39-årige Jeanette Maria Nielsen, som har arbejdet tirsdag til fredag den ene uge og tirsdag til lørdag den anden uge.

– Det giver bedst mening for os at være i butikken om lørdagen, for det er der, vi har flest kunder og mest mad ud af huset. Til gengæld har vi så lukket mandag, hvor vi alle sammen holder fri, fortæller Jeanette Nielsen.

De skæve arbejdstider fik konsekvenser for Jeanettes dagpenge, da hun blev delvis ledig i marts.  

0 kroner i dagpenge

Efter nedlukningen af Danmark i midten af marts blev Jeanette og to kollegaer bedt om kun at arbejde 25 timer om ugen.

– Når valget var mellem, at vi var tre, der gik ned i tid, eller én blev fyret, så var det fint at dele det ud på den måde. Selv om det var lidt træls, for jeg ville få en lavere timeløn for de timer, hvor jeg skulle have supplerende dagpenge. Men jeg regnede med, at det bare kørte, siger Jeanette Nielsen.

Hun meldte sig derfor ledig i slutningen af marts, så hun kunne få supplerende dagpenge. Men da hun senere modtog sin opgørelse fra a-kassen, var hendes udbetaling på 0 kroner.

Straffet for at arbejde i weekenden

I Fødevareforbundet NNF’s A-kasse fik Jeanette at vide, at hun var ramt af den særlige dagpengeregel om ”teknisk belægning”, fordi hun var startet på dagpenge sidst i en måned.

Reglen betyder, at personer med weekendarbejde får registreret deres hverdagsfridage som arbejdsdage, og timerne bliver lagt oven i deres reelle arbejdstimer. Dermed får de registreret langt flere arbejdstimer, end de reelt har haft, og går glip af mange tusind kroner, de skulle have haft i dagpenge.

For Jeanette betød det, at de mandage, hvor hun havde haft fri, blev lagt oven i hendes reelle arbejdstid. På den måde fik hun registreret så mange timer i marts, at hun mistede retten til supplerende dagpenge, selv om hun skulle have haft knap 2.000 kroner.

– Selvfølgelig er det træls at gå glip af de penge. Men det er også princippet i, at jeg har betalt til a-kassen i over 20 år, og nu bliver jeg straffet for at arbejde i weekenden. Det er ikke alle job, som er fra mandag til fredag.  Andre arbejder også om søndagen, og de har det endnu værre end os, siger Jeanette, som endnu ikke ved, hvornår hun kan komme tilbage på fuld tid.

BESKÆFTIGELSESMINISTEREN VIL SE PÅ PROBLEMET

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har lovet at se på reglen om ”teknisk belægning”.

Det glæder Marie Beck Jensen, forsikringschef i Fødevareforbundet NNF’s A-kasse.

– Vi har siden 2017, hvor de nye dagpengeregler blev indført, peget på, at det er en umulig regel. Den rammer helt forkert i forhold til særlige medlemsgrupper som vores, der arbejder på skæve tidspunkter. Det kan ikke passe, at vores medlemmer, som knokler for Danmark og arbejder på tidspunkter, hvor mange andre har fri, samtidig skal straffes på grund af en så meningsløs dagpengeregel.