Nyhed

Regeringen vil se på tiltag mod eksporten af levende grise

Socialdemokratiets fødevareordfører er enig med Fødevareforbundet NNF i, at der er mange fordele ved at eksportere færre levende grise, og i stedet slagte dyrene i Danmark.
Genre: Grisetransport
Genre: Grisetransport

Regeringen mener, at det er et problem, at mange millioner levende grise hvert år eksporteres til lande syd for os, mens antallet af slagtninger herhjemme falder. Det siger Socialdemokratiets fødevareordfører Anders Kronborg til AgriWatch.

Han er dermed enig med Fødevareforbundet NNF, der i øjeblikket sætter et særligt fokus på udviklingen.

Læs også: Lad danske grise blive slagtet i Danmark

- Vi er helt enige i, at Fødevareforbundet NNF har fat i en pointe her. Både i forhold til dyrevelfærd, men også det element af at skabe flere danske arbejdspladser i Danmark ved at slagte flere grise i landet. Der ligger et ansvar både hos de landmænd, der sender grise ud af landet, men så sandelig også for politikere og fagbevægelser, siger Anders Kronborg til AgriWatch.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Ifølge fødevareordføreren vil regeringen se på tiltag, der kan vende udviklingen, når man efter sommerferien skal se på landbruget og fødevareerhvervets klimabelastning.

- Jeg kan ikke allerede nu sige, hvilke ting vi vil gøre, men det er nærliggende at se på grise, der sendes ud af Danmark, siger Anders Kronborg.

Venstre mener ikke, at udviklingen i eksporten af slagtesvin er direkte problematisk, men er enig i, at det vil være bedre, hvis grisene blev slagtet i Danmark. Også Dansk Folkeparti vil gerne være med til at vende udviklingen, skriver AgriWatch.