Nyhed

OK20: Ny overenskomst med COOP på plads

Efter et lidt længere forhandlingsforløb, kunne Fødevareforbundet NNF og COOP i dag sætte deres underskrifter på en ny 3-årig overenskomst for bagerne og slagterne i COOP’s butikker.
Jim Jensen fra Fødevareforbundet NNF og Pernille Grenaae skriver under på den nye overenskomst
Jim Jensen fra Fødevareforbundet NNF og Pernille Grenaae skriver under på den nye overenskomst

Der er lønstigninger, stigninger på fritvalgsordningen og mere forældreorlov på vej til bagerne og slagterne i COOP’s butikker.  Det står fast efter Fødevareforbundet NNF og COOP i dag blev enige om en ny 3-årig overenskomst.

Næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen er tilfreds med resultatet – selvom det har været lidt længe undervejs.

- Det har været et langstrakt forløb med mange bump på vejen. Ikke desto mindre står vi nu med et godt resultat, som vi er tilfredse med. Jeg synes, vi har opnået et flot forlig, og jeg glæder mig også over, at det er et enigt forhandlingsudvalg, der bakker op om forliget, fortæller Jim Jensen.

Et smalt forlig

Forhandlingssekretær Mette Bisgaard Larsen glæder sig også over resultatet:

- Det bygger på et smalt forlig, og vi kan kun være tilfredse med de ting, vi har opnået. Samtidig har vi undgået nogle af de mere omfattende krav, som arbejdergiverne kom med. Det er vigtigt at huske, at det jo ikke kun er os, der stiller op til forhandlingerne med krav og ønsker. Derfor er jeg rigtig godt tilfreds med det forlig, vi nu kan fremlægge for medlemmerne. En lønstigning på minimallønnen på 401,00 kr. pr. måned i henholdsvis 2020, 2021 og 2022, og en stigning på fritvalgsordningen på 3,5 % i perioden er forhåbentlig noget vores medlemmer kan mærke på pengepungen, siger Mette Bisgaard Larsen.

Elektronisk afstemning

Overenskomsten vil blive sendt til afstemning blandt medlemmer af Fødevareforbundet NNF den 3. juli kl. 12, og sidste chance for at stemme vil være den 31. juli.

Afstemningen foregår elektronisk, og alle stemmeberettigede medlemmer vil modtage stemmemateriale i deres e-boks.

Har man ikke modtaget materialet, når afstemningen går i gang, skal man kontakte Fødevareforbundet NNF. Har man spørgsmål til den nye overenskomst, kan man kontakte sin tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF.

Fødevareforbundet NNF og Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening mangler fortsat at blive enige om en ny overenskomst, men parterne mødes til forhandlinger onsdag den 1. juli.

VÆSENTLIGE FORBEDRINGER:

  • Stigning på minimallønnen på 3 x 401,00 kr. pr måned
  • Stigning på fritvalg på 3,5 % over perioden
  • Pension til lærlinge fra fyldt 18 år
  • Stigning på særlige tillæg på 1,6%
  • Stigning på lærlingesatser på 1,7%
  • Nedsat anciennitet på barsel fra 15 måneder til 12 måneder
  • Forhøjelse af forældreorlov på 3 uger til medforælderen
  • Løn under sygdom til ikke funktionærer på op til 28 dage