Debatten om de nedslidte er heldigvis igen blusset op i medierne og i politikernes bevidsthed.
Det er glædeligt og forståeligt, for der er en gruppe af mennesker, som fortjener en værdig tilbagetrækning fra det arbejdsmarked, de har knoklet på, siden de var helt unge.
Desværre blev det med Venstres nylige udmelding om, at de ikke støtter en aftale for de nedslidte, meget tydeligt, at de ikke varetager lønmodtagernes interesser. Heldigvis er der andre partier, som stadig står fast på, at dét gør de.
Vigtigt at få dannet et flertal
Det er mit store håb, at de vil tage ansvar og få dannet et flertal om en aftale, som skal sikre dem, der har slidt i fysisk hårde jobs hele deres liv.
De mennesker skal have lov til at opleve en pensionstilværelse uden at være på smertestillende medicin eller ligefrem dø på jobbet, før de når dertil.
Det er ikke kun dem, det direkte berører, som venter på en løsning. Hele 71 procent af danskerne svarede i en undersøgelse foretaget af DMA Research i 2019, at de synes, der var for lidt fokus på nedslidning.
Så kære politikere - få landet den aftale - det er mennesker, det handler om.