Nyhed

Citathistorie A4 Arbejdsliv: Forbundsformand til Mette F.: Giv Arne ret til tidlig pension eller udskriv valg

Hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) og et flertal i Folketinget lander en aftale om en ny ret til tidlig pension til gavn for nedslidte lønmodtagere, så bør hun udskrive valg. Det mener Ole Wehlast, der er forbundsformand for Fødevareforbundet NNF og initiativtager til en ny alliance af fagforbund.

“Stop jeres Christiansborg-fnidder og find en løsning, så også lønmodtagerne med hårdt fysisk arbejde kan se frem til en værdig afsked med arbejdsmarkedet.”

Sådan lyder det fra ‘Alliancen for en værdig tilbagetrækning’. 

 Alliancen er et samarbejde mellem de faglige organisationer Fødevareforbundet NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet og Dansk El-forbund, der repræsenterer cirka 65.000 medlemmer på tværs af fagene.

Sagen om en ny ret til tidlig folkepension er for vigtig til, at den skal indgå i politiske magtspil, mener Ole Wehlast, der er forbundsformand for Fødevareforbundet NNF og initiativtager til firkløveret.

- En stor del af vores medlemmer - det vil sige slagteriarbejdere, vvs’ere, malere og elektrikere - er begyndt på fabrik eller i lære lige efter folkeskolen. De har slidt og slæbt i fysisk hårde arbejde siden de var 15-16-17-år. Mange af dem kommer til at lande mellem to stole, fordi de ikke er syge nok til seniorpension, men heller ikke kan holde til, at de er oppe i 70’erne, før de kan gå på folkepension. De fortjener derfor en værdig tilbagetrækning og ordentlig afslutning på deres lange arbejdsliv, siger han.

A4 Arbejdsliv har bedt Ole Wehlast uddybe, hvad de fire fagforbund ønsker med den nye alliance.

Hvordan skal den værdige tilbagetrækning se ud?

- Der er talt og skrevet meget om, hvilket indhold der skal danne ramme om aftalen. For eksempel at hvis du har været 40 år på arbejdsmarkedet, inden du fylder 60, så er du berettiget til en tidligere tilbagetrækning. Det, synes vi, lyder interessant og spændende. Vi håber på noget tilsvarende, når forslaget til aftalen engang bliver lagt frem. Men når det er sagt, så er det ikke os, der skal udforme den endelige model. Det er Christiansborg, der - i takt med en i realiteten afskaffelse af efterlønnen - har skabt problemet, så det er også dem, der må løse det. Dengang lyttede man til Finansministeriets regnedrenge, i dag bør man lytte til de mennesker, det vedrører.

Hvor ser I så Christiansborg-fnidderen?

- Problemet er bare for presserende for vores medlemmer til, at der går politisk strategi og mudderkast i den. Det er en frygt. Under corona-nedlukningen så vi, at det lykkedes et samlet Folketing at stå sammen om at finde løsninger på problemerne. Vi håber, at de kan overføre det samarbejde og virkelig kæmpe for en løsning for de mennesker, det her handler om.

Flersidet pres for en løsning

Udmeldingen fra ‘Alliancen for en værdig tilbagetrækning’ kom samme dag som også Fagforbundene 3F og FOA - der tilsammen repræsenterer 440.000 ufaglærte og faglærte medlemmer i både den private og offentlige sektor - i et debatindlæg i Jyllands-Posten kaldte det ‘uværdigt for et rigt velfærdssamfund som det danske’, når nedslidte lønmodtagere ikke har økonomisk mulighed for at trække sig lidt tidligere tilbage.

I torsdagens Berlingske viste en meningsmåling fra Gallup, at 64 procent af de adspurgte mener, at Socialdemokratiet bør holde fast i at arbejde for en ret til tidligere pension - selv i lyset af coronakrisen. 19 procent mener det modsatte.

Ole Wehlast, hvem, sætter I jeres lid til, skal lande den politiske aftale?

- Når jeg hører, hvad rød blok siger, så lader det til, at de har styr på det. Jakob Ellemann-Jensen (formand for Venstre, red.) har meldt fra. Han vil hellere støtte bankerne end lønmodtagerne. Radikale Venstre tror jeg sgu heller ikke på. Så vi sætter vores lidt til, at Dansk Folkeparti tør tage skridtet fuldt ud og lande en aftale sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

I Socialdemokratiets udspil står der, at den endelige model skal udarbejdes med arbejdsmarkedets parter. Arbejdsgiversiden er noget fodslæbende. Hvad skal der ske, hvis I ikke kan nå til enighed?

- Hvis arbejdsgiverne stadig mener, at værdig tilbagetrækning er en dårlig sag, fordi man risikerer at trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, så bør regeringen trumfe en løsning igennem. Det er Christiansborg, der har skabt hullet, så det er Christiansborg, der skal lukke hullet.

Hvad vil I gøre, hvis det ikke lykkes for Christiansborg at lukke hullet?

- Man indleder jo ikke politiske drøftelser med at true. Men hvis de ikke ender ud i en løsning, så vil vi opfordre Mette Frederiksen til at udskrive valg. Denne sag er meget, meget vigtig for de titusindvis af medlemmer vores alliance repræsenterer. Under valgkampen lovede hun, at det blev Arnes tur, og det var medvirkende til, at hun vandt valgkampen og blev statsminister. Jeg håber ikke, at det når dertil, fordi det trækker løsningen i langdrag. Men hvis det ikke lykkes at lande en aftale om en værdig tilbagetrækning, som er til gavn for vores medlemmer, så bør hun udskrive valg og gå til valg på den sag.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere udtalt, at han vil indkalde til forhandlinger om en ny ret til tidlig folkepension i efteråret, hvorefter han forventer at en aftale kan træde i kraft fra 1. januar 2021.