Den 1. februar 2020 afskaffes opholdskravet for ret til dagpenge. Det besluttede et flertal i Folketinget torsdag. Beslutningen vækker begejstring i Fødevareforbundet NNF's a-kasse:
- Det er vi rigtig glade for. Det er en stor sejr for os og resten af a-kassebranchen, som har kæmpet for at få det afskaffet. Det betyder, at vi snart igen får ens regler for alle, siger Marie Beck Jensen, forsikringschef i Fødevareforbundet NNF's a-kasse og fortsætter:
- Vi glæder os til at byde tidligere medlemmer velkommen igen på lige vilkår med andre medlemmer af a-kassen.
Mulighed for at melde sig ind igen
Opholdskravet trådte i kraft den 1. januar 2019 og har betydet, at man skal opholde sig i Danmark, i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i syv år inden for de seneste 12 år for at få ret til danske dagpenge.
Men kravet på grund af kravet er mange begyndt at melde sig ud af a-kasserne, og det svækker dagpengesystemet.
- Opholdskravet har desværre betydet, at der allerede er folk, der har meldt sig ud af a-kasserne, og det svækker den enkelte borgers tryghed og hele vores dagpengesystem. Derfor er jeg glad for, at regeringen også har fået opbakning til at indføre en overgangsordning for de personer, der har nået at melde sig ud. De får mulighed for at melde sig ind igen, uden at det får konsekvenser for deres ret til dagpenge, sagde Peter Hummelgaard torsdag i en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.
Berørte medlemmer vil blive kontaktet
Overgangsordningen betyder, at personer, der har meldt sig ud af a-kasserne på grund af opholdskravet, får mulighed for at genoprette deres medlemskab fra det tidspunkt, de meldte sig ud. På den måde skal de ikke starte helt forfra med at optjene ret til dagpenge.
Normalt skal man have været medlem af en a-kasse i mindst 12 måneder samtidig med en vis beskæftigelse for at kunne få dagpenge.
- Vi har desværre medlemmer, som har meldt sig ud på grund af opholdskravet, og dem vil vi tage kontakt til. Det er dog vigtigt at understrege, at selv om man genopretter sit medlemskab med tilbagevirkende kraft, får man ikke ret til dagpenge med tilbagevirkende kraft, siger Marie Beck Jensen.