DM Skills: Smil og sommerfugle
- Man kan ikke deltage i denne type konkurrence uden at have sommerfugle i maven. Og så skal man samtidig kunne være dybt koncentreret om sit arbejde samtidig med, at hundredvis af mennesker går forbi én og kommenterer ens arbejde. Det er benhårdt, forklarer Henrik Tonnesen, der er afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Sjælland & Øerne og næstformand i det Fælles Faglige Udvalg.
De 10 bager- og konditorelever, der dyster ved DM i Skills 2020, er da også dybt koncentrerede, mens de tryller de mest fantastiske ting frem, men der er plads og overskud til smil og forklaringer, når de besøgende på DM i Skills spørger ind til ingredienser og teknikker.
Imponeret over det høje niveau
Konkurrencen for bagere og konditorer er nemlig samtidig en fremvisning af, hvad der er trendy inden for de to fag:
- Der er jo en del af faget, der aldrig forandrer sig. Gær opfører sig nu engang, som gær altid har gjort. Men der kommer nye typer gær til, ligesom de unge bruger nogle andre smagskombinationer og ingredienser, end de gjorde for 10 år siden.
- Det er også slående, at de i dag skal kunne fremvise sandwicher eller croissanter med fyld. Det er ikke længere nok bare at sørge for brødet, de skal kunne lave næsten færdige måltider af deres produkter, fortæller Henrik Tonnesen.
Han er imponeret over det høje niveau, og den store variation, der i den måde elever har løst deres opgaver på.
Klik gennem billedgalleriet og bliv klogere på bagernes og konditornes konkurrencer ved DM i Skills 2020.
Det overordnede tema for både bagernes og konditornes konkurrence er Kong Christian IV. I bagernes konkurrence dyster syv lærlinge om at blive Danmarks bedste. De skal blandt andet lave kransekage, tre slags wienerbrød, tre slags brød og et fastfood-produkt. Af spiselig dej skal de også lave et skuestykke på max. 4.000 gram, hvor temaet skal være indarbejdet. Andreas Bro
konditornes konkurrence dyster tre lærlinge om at blive Danmarks bedste til deres fag. Mette Cæcilia Markmann-Eriksen fra Kageriget deltog også ved DM i Skills sidste år, og hun er oppe mod Oliver Høyer fra Smørum Konditori og Lasse Nørup Bentsen, der har vundet bagernes konkurrence ved DM i Skills i 2018 og deltaget ved både EuroSkills og WorldSkills. Andreas Bro
Fredag lavede bagerlærlingene tre slags bløddej, otte flutes og tre slags brød. I morgen lørdag skal de bage tre slags morgenbrød - 10 stk. af hver - og deres fastfoodprodukter, inden konkurrencen slutter kl. 12.00. Andreas Bro
- Jeg håber, at de unge, der kommer fordi og ser konkurrencerne, tager en lyst med sig. En lyst til at undersøge fagene og grave et spadestik dybere. For uden lysten kan man ikke. Og så håber jeg, de kan se, at kunst og håndværk går hånd i hånd, siger Henrik Tonnesen. Andreas Bro
De tre konditorlærlinge skal blandt andet lave tre forskellige slags marcipanfigurer, en karamelopsats, tre slags petitfour og chokoladekonfekt. De skal også lave et blikfang, hvor temaet Kong Christian IV indarbejdes. Andreas Bro
Dommerne bedømmer de færdige produkter ud fra duft, tekstur, smag, udseendeensartethed. Der gives karakterer fra 0 til 3, og alle dommere viser deres karakterkort samtidig. Resterne serveres til det omkringstående publikum. Lørdag kl 12.00 er der slutbedømmelse og derefter afslutningsceremoni i Bella Center. Andreas Bro