Nyhed

OK20: Ny overenskomst for slagterindustri i hus

Fødevareforbundet NNF og DI er blevet enige om en ny 3-årig overenskomst for medarbejderne på landets slagterier. Vi har indgået et stærkt, selvstændigt forlig, lyder det fra chefforhandler Jim Jensen.
Forhandlingsudvalget for slagterindustri sad til forhandlinger i DI i 24 timer, inden den sidste underskrift kunne sættes på den nye overenskomst
Forhandlingsudvalget for slagterindustri sad til forhandlinger i DI i 24 timer, inden den sidste underskrift kunne sættes på den nye overenskomst
  • Ret til seniorordning
  • Stigning på fritvalgordning
  • Højere timeløn
  • Styrkelse af arbejdsmiljørepræsentanten
  • Mulighed for brug af fritvalg til barns sygdom og lægebesøg
  • Mulighed for udbetaling af pension til folkepensionister

Det er blot nogle af de forbedringer, der er kommet ind i slagterioverenskomsten efter Fødevareforbundet NNF og DI tidligt lørdag morgen blev enige om en ny 3-årig overenskomst for slagterindustrien.

Chefforhandler for Fødevareforbundet NNF Jim Jensen glæder sig over resultatet:

- For første gang i mange år er det lykkedes os at blive enige med DI om en ny overenskomst for vores medlemmer på landets slagterier. Det i sig selv er utroligt positivt. At vi samtidig har fået en række af de forbedringer ind i overenskomsten, som vores medlemmer har efterspurgt, gør bare resultatet endnu stærkere. Det gælder blandt andet retten til seniorordning og forhøjelsen af fritvalgsordningen.

Det er et enigt forhandlingsudvalg, der løbende har nikket ja til forhandlingsresultaterne, og hele vejen rund om bordet er der enighed om, at det er et godt og stærkt forhandlingsresultat.

VIGTIGSTE FORBEDRINGER

Ret til seniorordning
Tidligere var der indskrevet mulighed for seniorordning - den mulighed er nu vekslet til en rettighed

Fritvalgordning
Fritvalgsordningen stiger med 3 % i perioden: 1% pr. 1. marts 2020 + 1% pr. 1 marts 2021 + 1% pr. 1. marts 2022

Højere timeløn
Stigning på timelønnen (normallønnen) på i alt kr. 9,55: 3,20 pr. 1. marts 2020 + 3,20 pr. 1. marts 2021 + 3,15 pr. 1. marts 2022

Lærlingeløn
Stigning i løn til lærlinge med 1,7% pr. 1. marts 2020 + 1,7% pr. 1 marts 2021 + 1,7% pr. 1. marts 2022

Genetillæg
Stigning af genetillæg på 1,6% pr. 1. marts 2020 + 1,6% pr. 1 marts 2021 + 1,6% pr. 1. marts 2022

Fokus på arbejdsmiljørepræsentanten
Flere elementer styrker arbejdsmiljørepræsentantens rolle og status.

Børn sygdom og lægehjælp
Ret til frihed en ekstra dag ved barns sygdom og ret til fri ved lægebesøg. Samtidig har man ret til at bruge sin fritvalgsordning til at betale for friheden, hvis man ønsker det.

Udbetaling af pension
Medarbejdere, der har nået deres pensionsalder, har ret til at få udbetalt deres pension som en del af lønnen.