Foto af Rune Evensen
Nyhed

Lærlinge-ansvarlig: Skills sætter gang i drømmene hos alle vores lærlinge

På Danish Crown i Blans har de svært ved at få armene ned. Alex Svingholm Hindsberg, der er lærling, vandt DM i Skills som industrislagter, og den flotte sejr inspirerer og giver blod på tanden hos de andre lærlinge, fortæller den lærlinge-ansvarlige.
Vinder af DM i Skills, Alex Svingholm Hindsberg, fik overrakt et gavekort og et stort tillykke med sejren af afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Peder Pedersen, på et besøg på Alex’ læreplads hos Danish Crown i Blans.
Vinder af DM i Skills, Alex Svingholm Hindsberg, fik overrakt et gavekort og et stort tillykke med sejren af afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Peder Pedersen, på et besøg på Alex’ læreplads hos Danish Crown i Blans.

I seks uger var Alex Svingholm Hindsberg fritaget fra sine almindelige opgaver som lærling. Han stillede op til DM i Skills og brugte alt sin arbejdstid på at øve, og når de andre gik hjem, blev han stående og øvede videre. Og for Alex var umagen det hele værd. Han løb af med sejren, og nu kan han kalde sig Danmarks bedste industrislagter.

Jeg kan bruge det resten af mit liv, tror jeg. Det var udfordrende, og jeg har lært en masse nyt. Og på mit CV vil fremtidige arbejdsgivere altid kunne se, at jeg vandt, siger han.

Og Alex' flotte sejr kan mærkes på hele fabrikken og især blandt lærlingene, fortæller lærlingeansvarlig Bo Banke.

Alle lærlingene har fulgt tæt med op til Skills, og de synes alle sammen, det er spændende, siger han.

"Nu kan de vise alt det, de kan"

Og hvor Bo før har måtte prikke lidt og spørge, om nogen kunne tænke sig at stille op til skolemesterskaberne, hvor man kvalificerer sig til at komme med til Skills, står lærlingene nu i kø for at følge i Alex' fodspor.

De har virkelig blod på tanden, så vi kører prøver for at skille de bedste fra til skolemesterskaberne. Det er klart, at alle ikke kan være lige dygtige, men jeg oplever ingen problemer. Alle er fælles om at synes, det er fedt, at der er mulighed for at vinde medaljer indenfor vores fag.

Og netop stolthed over faget er noget, der fylder hos lærlinge. Bo ved, at mange af dem tidligere i deres liv har fået at vide, at de ikke dur til noget og ikke passer ind noget sted. Her har de muligheden for at vise, at de kan og vil. Det, at en masse mennesker kommer og ser de produkter, de kan vise frem til Skills, er jo en kæmpe sejr, siger han.

Opbakning er nødvendig

For Bo Banke er det en naturlig del af hans job at bakke lærlingene op og gøre dem det klart, at han gerne hjælper dem - også udenfor for arbejdstid og med ikke-arbejdsrelaterede problematikker.

Derfor falder det ham også nemt at bakke op og skubbe på inden en konkurrence som DM i Skills.

Jeg har i løbet af årene sendt seks lærlinge afsted til DM i Skills, og jeg opfordrer dem til at øve i deres fritid og bruge tid på nettet til at udvikle kreative opskrifter. Det er jo ikke noget, de gør særlig meget som industrislagtere normalt, siger han.

For Alex har opbakningen været meget vigtig, og han har nu mod på flere udfordringer. Den næste bliver at rejse til Irland og arbejde der et halvt år, når han til marts er udlært.

Jeg vil gerne ud og opleve noget, og det sted, jeg skal hen, har næsten ingen maskiner, så det er meget anderledes end her. Og det kan jo være, at de kan lære noget af mig, ligesom jeg regner med at lære noget af dem, siger han.

Fagforening: Virksomheder skal investere i lærlinge

For Peder Pedersen, der er afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Sydjylland, er det enormt positivt, når virksomhederne investerer i glæden ved faget og gør det synligt til konkurrencer som DM i Skills.

Jeg synes, det burde være obligatorisk, at alle skoleelever kom afsted og så DM i Skills i udskolingen. Fødevareforbundet NNF Sydjylland støtter via de lokale LO- sektioner (FH pr. 01.01.2021) med busser til DM i Skills, og jeg tror, det er en god investering, fordi Skills viser, hvad man kan opnå med en erhvervsfaglig uddannelse, siger han.

For Peder Pedersen er det dejligt at se, at virksomheder lægger noget energi i at have lærlinge og sørge for, at der både er tid og plads til læring. Han hører dog også fra flere, at det er besværligt at have lærlinge, og han arbejder derfor for en mere fælles strategi, så alle kan hjælpes til at have elever.

Jeg tror, der er mange udfordringer, men jeg hører faktisk om mestre, som ikke engang dukker op, når deres lærlinge får svendebrevet på skolen. Det er simpelthen ikke godt nok. Vil man have kvalificeret arbejdskraft, må man også selv hjælpe til ved at have de unge i lære, siger han.