I oktober mistede 51-årige Ismail Aldali sit job hos Danish Crown, og han søgte derfor om dagpenge i Fødevareforbundet NNF's a-kasse. Men selv om han havde været medlem og betalt til a-kassen i over et år, fik han afslag. Ismail levede ikke op til opholdskravet.
Opholdskravet blev indført den 1. januar 2019 og betød, at man i 2019 skulle have opholdt sig i Danmark, i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i fem år inden for de seneste 12 år for at få ret til danske dagpenge.
Ismail havde ikke opholdt sig i Danmark i fem ud af de seneste 12 år, og han fik derfor afslag på sin ansøgning om dagpenge.
Fik ret til dagpenge
Ismail flygtede fra krigen i Syrien og kom til Danmark for mindre end fem år siden. Da han fik job hos Danish Crown, meldte han sig ind i Fødevareforbundet NNF's a-kasse.
- Hvis jeg stoppede med at arbejde, kunne jeg få dagpenge. Det var en slags forsikring, siger Ismail Aldali. Derfor følte han sig snydt, da han fik afslag på sin ansøgning om dagpenge.
- Jeg troede, jeg kunne få dagpenge, når jeg gik til a-kassen. Men de sagde, at jeg skulle søge om kontanthjælp hos kommunen. Det betyder, vi har færre penge. Det er rigtig hårdt, siger Ismail.
Selv om Ismail fik afslag, valgte han at blive i a-kassen og fortsætte sine indbetalinger. Han håbede, at reglerne ville blive ændret. Det blev de den 23. januar. Her besluttede et flertal i Folketinget at afskaffe opholdskravet fra den 1. februar 2020. For Ismail betød det, at han fik ret til dagpenge, mens han fortsat er ledig og søger job.
Tilbud om at melde sig ind igen
Ismail valgte at beholde sit medlemskab af a-kassen, men det var der andre, der ikke gjorde.
- En del medlemmer valgte at melde sig ud af a-kassen på baggrund af opholdskravet. Dem har vi kontaktet og tilbudt dem genoprettelse af deres medlemskab med tilbagevirkende kraft, siger Marie Beck Jensen, forsikringschef i Fødevareforbundet NNF's a-kasse.
Ved afskaffelsen af opholdskravet indførte regeringen en overgangsordning, som betyder, at personer, der har meldt sig ud af a-kasserne på grund af opholdskravet, får mulighed for at genoprette deres medlemskab fra det tidspunkt, de meldte sig ud. På den måde skal de ikke starte helt forfra med at optjene ret til dagpenge.
- Det er dog vigtigt at understrege, at selv om man genopretter sit medlemskab med tilbagevirkende kraft, får man ikke ret til dagpenge med tilbagevirkende kraft, siger Marie Beck Jensen.
Har du meldt dig ud af a-kassen på grund af opholdskravet?
Hvis du har meldt dig ud af a-kassen i perioden 1. januar 2019 til 31. januar 2020, fordi du har været ramt af opholdskravet, har du nu to muligheder:
1. Du kan genoprette dit medlemskab tilbage fra din udmeldelse i 2019. Gør du det, skal du betale kontingent for den periode, hvor du har været meldt ud. Du kan genoprette dit medlemskab frem til den 31. juli 2020. Du kan tidligst få dagpenge fra den 1. i den måned, hvor vi modtager din anmodning om genoprettelse.
Fra den 1. august 2020 kan du kun at få ret til dagpenge ved at melde dig ind som nyt medlem.
2. Du kan melde dig ind som nyt medlem. Gør du det, har du først ret til dagpenge, når du har været medlem mindst et år og opfylder en række regler.
Fødevareforbundet NNF har sendt brev til eBoks, til de knap 600 personer, der har været udmeldt af a-kassen i perioden 1. januar 2019 - 31. januar 2020, hvor udmeldelsen kan skyldes opholdskravet.