Foto af Galina Sandalova / Mostphotos
Nyhed

Fødevareforbundet NNF: Danish Crown skulle have sagt ja til mobilt testcenter i Horsens

Danish Crown afviste tidligere på sommeren et tilbud om et mobilt testcenter ved slagteriet i Horsens, skriver mediet AgriWatch. Den beslutning kritiserer tillidsrepræsentant og Fødevareforbundet NNF.
Corona test hals test
Corona test hals test

Danish Crown afviste tidligere på sommeren at få en mobil teststation til slagteriet i Horsens, da selskabet ikke kunne få testcentre til koncernens øvrige slagterier. Det skriver mediet AgriWatch fredag. Den beslutning kritiserer tillidsrepræsentanten og Fødevareforbundet NNF.

- Vi har ikke været i dialog om det, men jeg har nævnt, at jeg synes, det var en god idé, at vi aktivt fik testet noget mere. Måske kunne der gøres brug af det tilgængelige offentlige system, der står til rådighed og opfordre kollegerne til at blive testet mere, siger fællestillidsrepræsentant på slagteriet Morten Grau til mediet.

Jeg havde haft den holdning, at det er forkert at afvise, når nu det er blevet tilbudt.
- Morten Grau, fællestillidsrepræsentant, Danish Crown Horsens

Morten Grau medgiver, at der blandt slagterierne er enighed om, at hvis et tiltag, så vidt lokale forhold tillader det, bør indføres på én fabrik, skal det gøre sig gældende for alle fabrikker.

- Når jeg dog ser på det i min stilling som tillidsmand i Horsens med fokus på mine kolleger her, så mener jeg ikke, det er den rigtige beslutning, hvis en mobil teststation blev afvist, siger han til AgriWatch.

- Jeg havde haft den holdning, at det er forkert at afvise, når nu det er blevet tilbudt.

Han uddyber, at han ikke er blevet inddraget i beslutningen om, at der ikke skulle sendes en mobil teststation til slagteriet, hvilket han er stærkt utilfreds med.

Næstformand utilfreds

Også i Fødevareforbundet NNF vækker det undren, at Danish Crown har afvist at få et mobilt testcenter i Horsens.

- Man burde have fundet de løsninger, som passede lokalt. Det er helt ny viden for os. Vi har aldrig hørt om det tilbud, at der kunne sættes en teststation op. Det er vores indtryk, at de muligheder der var, var blevet brugt, udtaler næstformand Jim Jensen.

Det er vores indtryk, at de muligheder der var, var blevet brugt.
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

Fødevareforbundet NNF har været i dialog med Danish Crown siden marts og har hele tiden fået at vide, at alle påbud, vejledninger, anbefalinger og tilbud, man havde fået fra myndighederne, blev fulgt.

Danish Crown begrunder over for AgriWatch beslutningen med, at man ikke ville forskelsbehandle medarbejderne.

- Hvis vi begynder at teste vores medarbejdere, så skal det være et tilbud til alle medarbejdere på alle fabrikker. For ellers får vi nogle helt andre problemer. Hvis vi gik ud og testede på en enkelt fabrik, fordi der var det muligt, men ikke på andre slagterier, ville vi lave en forskelsbehandling som enten ville føre til utilfredshed det sted, hvor de skulle testes eller de andre steder, hvor de ikke bliver testet, siger pressechef Jens Hansen til mediet.