Foto af Rune Evensen
Nyhed

Arbejdsmiljørepræsentant om kurser i organisering: “Jeg får hele tiden flyttet mine grænser”

Peter Thorup glædede sig til at lære mere om, hvordan han kunne styrke kommunikationen til sine kolleger, da han første gang hørte, at han kunne komme på uddannelse i organisering og fællesskab. Han er mere end tilfreds med, hvor meget han kan bruge værktøjerne i sin hverdag, og hvordan han hele tiden får flyttet sine grænser.

 - Min første tanke var, at jeg håbede, jeg uddannede mig til at være bedre til at skabe en fællesskabsfølelse på arbejdspladsen og i forhold til Fødevareforbundet NNF, for hos os er vi udfordrede på både løn og arbejdstempo.

Sådan siger 61-årige arbejdsmiljørepræsentant på Danish Crown i Horsens, Peter Thorup, om hans første tanker om uddannelse og netværksmøder i organisering og fællesskab. Og han er bestemt ikke blevet skuffet over forløbet. Når han tager hjem fra et netværksmøde, har han altid en følelse af at have fået skubbet sine grænser.

 - Jeg tror, at man stivner lidt i at være arbejdsmiljørepræsentant, når man har været det i mange år. Så har man altid det rigtige svar klar til det forkerte spørgsmål, og jeg bliver måske lidt pamper-agtig. Men jeg synes, jeg udfordrer det ved hele tiden at holde mig i gang, og på de her møder får jeg konstant nye input og vinkler, forklarer han.

Har lært om kropssprog

I det daglige er Peter rigtig glad for at gøre brug af 1:1 samtalen, som er et af værktøjerne, han har lært om på kurserne. Den går i al sin enkelthed ud på, at arbejdsmiljø-eller tillidsrepræsentanten taler med kollegerne under fire øjne.

Der er mange måder at udføre 1:1-samtalen på. Nogle tillidsrepræsentanter laver den struktureret, hvor de har faste spørgsmål, mens Peter mere bruger den til at minde ham om at få talt med alle.

 - På kurserne har vi lært rigtig meget om kropssprog og fysisk fremtræden, og derfor tænker jeg over, hvordan jeg møder min kolleger. Om min hånd er en slatten fisk, eller om jeg er i den modsatte retning, hvor min hånd nærmest knuser dem, forklarer han.

Slut med negativitet på arbejdspladsen

For Peter har hans ambitioner om at tale mere med hver enkelt betydet, at han nu bedre kan følge med i deres liv og har en vidensbank om kollegerne.

 - Jeg ved, hvis kone der for eksempel har noget med ryggen og hvor gamle mine kollegers børn er, og det betyder faktisk rigtig meget for relationen, for nu kommer de til mig, hvis der er noget, de undrer sig over, eller der er noget galt. Jeg tror, de har mere tillid til mig, siger han.

Den øgede tillid har betydet, at der er sket en forandring i stemningen på arbejdspladsen, for nu kan Peter mærke, at der ikke længere er negativitet, når han melder information fra virksomheden ud til kollegerne.

 - Der vil jo altid være nogen, der brokker sig, men jeg tror, at den 1:1-samtale fungerer rigtig godt sammen med den information, virksomheden melder ud, for der er ikke den samme negativitet som tidligere, og det er måske fordi de ved, de kan komme med spørgsmål om information til mig. Det har de jo altid kunnet, men nu gør de det i større grad, siger Peter.