Nyhed

Politikere, husk jeres løfte: Indfør ret til tidligere pension

Er du født efter 1971, kan du se frem til at arbejde, til du er over 70 år. Lokal afdelingsformand Peder Haahr Pedersen kender de mennesker, det rammer, og han opfordrer derfor regeringen til at holde deres løfte. 

Debatindlæg af lokal afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Peder Haahr Pedersen - bragt i JydskeVestkysten.

Er du født efter 1971, kan du se frem til at arbejde, til du er over 70 år.

Det kan se sort ud, hvis man er en slagter, fabriksarbejder eller mejerist, som har løftet tungt hele arbejdslivet.

Men der er håb forude: Regeringen har i deres nyligt fremlagte lovprogram bekendtgjort, at de hurtigst muligt vil lovgive om retten til tidlig pension for de mest nedslidte.

Som lokalformand for Fødevareforbundet NNF taler jeg med de mennesker, som har brug for at politikerne holder, hvad de lover og får lovgivet om retten til tidligere pension.

Det er mennesker, der har knoklet, siden de var helt unge. De har betalt SKAT hele livet, og mange af dem har ikke fået en krone i SU.

De skal have lov til at komme fra arbejdsmarkedet med helbredet i behold, og de skal ikke stå på kommunen med hatten i hånden, før det kan lade sig gøre. Kære politikere: Jeg håber, I holder, hvad I lover. Der er mange, som er afhængige af det.