Nyhed

OK20 skudt i gang med TR-stormøde

Over 200 tillidsrepræsentanter diskuterede muligheder og udfordringer ved de kommende OK-forhandlinger ved et TR-stormøde i Silkeborg.

Alle stole var optaget, da næstformand Jim Jensen bød de knap 230 tillidsrepræsentanter velkommen til TR-stormødet i Silkeborg.

Mødet blev allerede planlagt kort efter OK17-forhandlingerne var afsluttet. Den gang strandede forhandlingerne om en ny overenskomst på slagterindustriområdet og det fødevareindustrielle område i forligsinstitutionen, og de to områder blev omfattet af mæglingsskitsen.

På opfordring fra Fødevareforbundet NNF's hovedbestyrelse stemte et overvældende flertal nej til forslaget, men på grund af sammenkædningsreglerne, blev det vekslet til et ja.

I den forgangne tid siden 2017 har både forbundsformand Ole Wehlast og næstformand Jim Jensen løftet problemstillingen i FH (og tidligere i LO), men der er ikke opbakning til at ændre procedurerne.

Derfor var der grund til at samle tropperne forud for forårets overenskomstforhandlinger.

-  Vi skal stå stærkere i 2020

Fødevareforbundet NNF's overenskomster er opdelt i fire grupper: butiksområdet, mejeriområdet, det fødevareindustrielle område og slagterindustriområdet. Det er de to sidste områder, der gentagne gange har måttet opgive at få selvstændige forlig forhandlet på plads, og som derfor er blevet samlet op af mæglingsskitsen.

Men det skal gerne blive anderledes i 2020:

- Der er en forståelig stor frustration over, at forhandlingerne om en ny overenskomst på to af vores største områder er havnet i forligsinstitutionen tre ud af de sidste fire gange. Og mens det fødevareindustrielle område kom i mål med en overenskomst i 2014, så er slagterindustrien blevet omfattet af mæglingskitsen i 2010, 2014 og 2017. Det vil vi meget gerne undgå i 2020, forklarer Jim Jensen.

Målet med dagens møde er derfor at sikre, at forbundet står stærkt forud for forhandlingerne:

- På de to områder vil vi gerne have et helt andet forløb, end vi var igennem i 2017. Vi skal gøre, hvad vi kan for at stå et stærkere sted. Og derfor er det vigtigt, at vi allerede nu starter debatten om udfordringer og muligheder ved de kommende forhandlinger. Ikke kun på slagterindustriområdet og det fødevareindustrielle område, men også på butiks- og mejeriområdet

Hvornår overenskomstforhandlingerne for alvor træder i kraft er endnu uvist. Man kan følge forløbet optil, under og efter forhandlingerne på www.ok20.nnf.dk