Nyhed

Ny på arbejdsmarkedet og bekymret over nedslidning

Nikolaj Frank er 26 år og lærling på et slagteri. Men selvom han er i starten af sit arbejdsliv, bekymrer nedslidning ham rigtig meget.

Ny på arbejdsmarkedet og bekymret for pensionsvilkår. Det kan lyde modsatrettet, men nedslidning fylder meget for 26-årige Nikolaj Frank, der er i lære som slagter på Danish Crown i Horsens. Han ser nemlig, hvor nedslidte hans kolleger er.

- Jeg er bekymret for, om jeg kan fortsætte, til jeg er over 70 år. Det er hårdt arbejde, vi udfører hver eneste dag, siger han.

Og Nikolaj kender flere, der har taget konsekvensen. De er smuttet fra uddannelserne som murer, tømrer og slagter.

- De tænker jo bare langsigtet. De vil ikke ende så nedslidte som deres kolleger, siger han.

Ordblindhed sætter begrænsninger

Men det er ikke Nikolajs plan at smutte fra uddannelsen. Han er nemlig vild med at være slagter, og så sætter hans ordblindhed også begrænsninger.

 - Jeg ved da godt, at jeg skal efteruddanne mig. Men det bliver ikke på en uddannelse, hvor jeg skal have hovedet i en bog. Jeg kan heller ikke have et arbejde, hvor jeg skal sidde foran en computerskærm hele dagen, siger han.

Nikolaj Frank har derfor en bøn til politikerne, som i deres lovprogram har lovet, at de vil lovgive om en ret til tidligere pension for de mest nedslidte.

- De skal holde, hvad de har lovet os. Så kan det også være, der er nogen, der vil bygge deres huse og skære deres bøffer ud i fremtiden, siger han.