Nyhed

Forbundsformand: Mine medlemmer får aldrig glæde af bonus for at blive på arbejdsmarkedet

En ny bonus til seniorer, der bliver længere på arbejdsmarkedet, øger uligheden, mener forbundsformand Ole Wehlast.

Et bredt flertal i folketinget er klar til at stemme for et lovforslag, der sikrer seniorer en klækkelig skattefri bonus for at blive længere på arbejdsmarkedet. Det skriver Altinget. Med den nye aftale får man 42.000 skattefri kroner for at blive ét år efter den officielle folkepensionsalder og 25.000 kroner mere, hvis man bliver yderligere et år.

Selvom aftalen bygger på gulerodsmetoden i stedet for pisken, falder den ikke i god jord hos forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.

- Problemet er, at denne belønning ikke er noget værd for lønmodtagere, der slet ikke kan arbejde længere, fordi deres kroppe er nedslidte. Det gælder desværre mange af mine medlemmer, siger Ole Wehlast og fortsætter:

- Hvis man vitterligt ikke kan arbejde, så hjælper nok så mange penge jo ikke på det.

Bonus øger uligheden

Forbundsformanden mener, at ordningen særligt kommer de grupper på arbejdsmarkedet til gode, der i forvejen står til at få en god alderdom.

- De højst uddannede vil typisk også være dem, der har de mindst nedslidende job. De bliver i høj grad længere på arbejdsmarkedet allerede, så de har ikke brug for at få en stor bonus oven i hatten. Det øger uligheden, siger han.

Forhøjelsen af seniorpræmien samt den nye præmie skønnes ifølge Altinget at koste 359 millioner kroner i år 2025, hvor den vil komme 20.000 mennesker til gavn. Den vil dog kun øge arbejdsudbuddet med 375 personer.

Ole Wehlast så hellere, at man brugte pengene på at sikre, at færre personer blev nedslidte, samt på at sikre en værdig afsked med arbejdsmarkedet for de, der ikke kan arbejde længere.