Nyhed

Syv ud af ti vestjyske medlemmer frygter at blive nedslidt

De vestjyske fødevarearbejdere spiser smertestillende medicin, frygter at blive nedslidte og vil ikke anbefale deres eget arbejde til deres børn. Fødevareforbundet NNF Midt JVestjylland vil have en klar tilbagetrækningspolitik.

De vestjyske fødevarearbejdere spiser smertestillende medicin, frygter at blive nedslidte og vil ikke anbefale deres eget arbejde til deres børn. Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland vil have en klar tilbagetrækningspolitik.

Der er behov for et sæt klare regler, der gør, at man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet - også uden at man først er blevet syg af sit arbejde.

Det mener Steen Hartmann, formand for Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland, som organiserer blandt andet bagere, slagterimedarbejdere og ansatte på mejerier.

- Når der kommer en nyt medlem ind i et af vores fag, så skal de være på arbejdsmarkedet, til de er 74 år. Jeg siger for sjov til dem, at de lige så godt kan begynde at spare op til en kiste, for det holder de ikke til, siger Steen Hartmann til Folkebladet Lemvig.

Seks ud af ti spiser smertestillende medicin

Seks ud af ti vestjyske medlemmer af Fødevareforbundet NNF har været nødt til at spise smertestillende medicin eller få behandling på grund af arbejdet. I resten af befolkningen er tallet kun halvdelen. Det viser en undersøgelse, Fødevareforbundet NNF har fået lavet blandt sine medlemmer.

- Det er skræmmende høje tal, siger Steen Hartmann til Folkebladet Lemvig.

Han er derfor glad for, at tilbagetrækning er kommet på dagsordenen. Men han har brug for mere konkrete løfter fra politikerne:

- Vores medlemmer begynder ofte tidligt på arbejdsmarkedet, og det er altså ikke realistisk, at alle går fra at være slagterimedarbejder til at være ingeniør i løbet af deres arbejdsliv. Det er ofte hårdt fysisk arbejde, og derfor har vi brug for nogle rettigheder.

Man skal ikke være syg

Undersøgelsen af medlemmernes trivsel viser også, at syv ud af ti af vestjyske medlemmer af Fødevareforbundet NNF frygter at blive fysisk nedslidte af deres arbejde.

Det er markant flere end hos danskerne generelt. Her er det "blot" 21 procent, der frygter fysisk nedslidning.

- Tallene viser med al tydelighed, at der er behov for, at der sker noget. Forringelsen af efterlønnen har været meget problematisk for vores faggruppe, og vi har folk, der ikke kan holde til arbejdet, men som ikke kan komme på andre ordninger, siger Steen Hartmann til Folkebladet Lemvig.

Men der er blandt andet seniorførtidspensionsordningen. Er det ikke det, den skal tage højde for?

- Vi har kommuner i vores område, der aldrig har sendt nogen på seniorførtidspension. Og den ordning er lavet for folk, der er syge. Vi skal da have en ordning, der gør, at man ikke behøver at være syg for at kunne trække sig tilbage, hvis man eksempelvis har været 40 år på arbejdsmarkedet med hårdt fysisk arbejde, siger Steen Hartmann til Folkebladet Lemvig.

Vil ikke anbefale deres job til dres børn

Fødevareforbundet NNFs undersøgelse viser også, at kun 15 procent af medlemmerne i det vestjyske vil anbefale deres eget arbejde til deres børn. For resten af befolkningen er det næsten 60 procent.

Fødevareforbundet NNF har sat en række politikere stævne til borgermøde den 19. marts kl. 18.30 i Aulum, hvor blandt andre forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast og folketingsmedlemmerne Mogens Jensen (S), Kristian Pihl Lorentzen (V) og Dennis Flydtkjær (DF) deltager. Alle er velkomne.

Læs mere om borgermødet i Aulum her