Foto af På spørgsmålet om, hvor mange der har måttet tage smertestillende piller for at klare en arbejdsdag, røg næsten alle de fremmødtes hænder i vejret.
Nyhed

Politikere uenige: Skal værdig tilbagetrækning være en rettighed?

Alle pladser var besat, da Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn holdt borgermøde. Blandt godt 200 fremmødte var mange klar til at fortælle folketingspolitikerne om deres nedslidende arbejdsliv og høre politikernes bud på en værdig tilbagetrækning.

Alle pladser var besat, da Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn holdt borgermøde. Blandt de flere end 200 fremmødte sad mange klar til at fortælle folketingspolitikerne om deres nedslidende arbejdsliv og høre politikernes bud på en værdig tilbagetrækning.

Allerede fra borgermødets begyndelse stod det klart, at der blandt Erling Bonnesen (V), Erik Christensen (S) og Alex Arendtsen (DF) var uenighed om, hvad der skal afgøre, hvornår man kan gå på pension.

- Jeg mener, at det er alder, der skal afgøre, hvornår man kan få pension. Til gengæld skal seniorførtidspensionen gås efter i sømmene, for den fungerer ikke, som den er i dag, sagde Erling Bonnesen (V).

Men den model er helt forkert, mente Erik Christensen (S).

- Det skal være en rettighed at gå på pension, når man har knoklet mere end 40 år på arbejdsmarkedet. Det skal ikke være sådan, at man skal ned på kommunen og visiteres for at få lov. Det er ikke værdigt, sagde Erik Christensen (S).

Dansk Folkeparti havde et tredje standpunkt, som blandt andet indebærer, at de medlemmer hos 3F, FOA og Fødevareforbundet NNF, som skulle være gået på pension som 70-årige, kan gå som 67-årige.

Især forbedring af seniorførtidspensionen er et bærende element.

- Socialdemokratiet siger, at man skal have ret til en folkepension tidligere. Men vi vil give flere en seniorførtidspension, og det er en meget højere ydelse, mente han.

Visitation er ikke værdigt

Fra salen var der masser af kommentarer og spørgsmål til politikerne:

- Jeg er lidt forvirret. Er jeg kommet til et møde, der handler om pension eller førtidspension? Jeg er en ung mand, men mange af mine kolleger, de er virkelig nedslidte. Så spørgsmålet er: Hvor syg skal man være, før man er værdig til pension?

Den bold greb forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast, som pointerede, at han er træt af at høre om seniorførtidspensionen som en løsning for de nedslidte. Han efterspurgte en værdig tilbagetrækning, hvor man ikke skal gå tiggergang hos kommunen.

- Vi taler om mennesker, der har knoklet siden de var 16 år, og nu beder de om at få lidt i den anden ende. Politikerne skal ikke spise dem af med en seniorførtidspension, for den skal man være syg for at få, sagde han.

Aftenens arrangør, afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn Paul Fruergaard Sørensen, var tilfreds med både fremmødet og debatten.

- Jeg er glad for, at der kom så mange, og det viser, hvor vigtig denne her dagsorden er for vores medlemmer. Jeg synes, debatten var god, men der er stadig et stykke vej endnu, hvis der skal laves en bred aftale, sagde han.