Nyhed

Mister sin dagpengeret: Det er uretfærdigt

Hos Kelsen arbejder Robel Mengsteab. Han er medlem af a-kassen og har boet i Danmark i fire år. Men med det nye opholdskrav er det et år for lidt til, at han kan få dagpenge, hvis han bliver ledig.

I et år havde Robel Mengsteab betalt til a-kassen og kunne fra december 2018 få dagpenge, hvis han blev ledig. Et år betyder nu, at han ikke længere er berettiget til de dagpenge.

- Jeg tænker over det hver dag. Jeg frygter, hvad der sker, hvis jeg bliver fyret. Det stresser mig, siger Robel Mengsteab.

Han bliver ramt af det særlige opholdskrav, som blev indført den 1. januar 2019. Kravet betyder, at man i 2019 skal have boet i Danmark, Grønland, på Færøerne eller i et andet EU/EØS-land i mindst fem ud af de seneste tolv år. Robel har kun været her i fire.

Kunne få hjælp, hvis han blev arbejdsløs

Tilbage i 2015 flygtede Robel fra Eritrea til Danmark. Her kom han i praktik hos småkagefabrikken Kelsen, og det førte til en fastansættelse i december 2017. Han meldte sig samtidig ind i Fødevareforbundet NNF's a-kasse.

- En kollega fortalte om a-kassen og sagde, at det var en god idé at være medlem. Derfor meldte jeg mig ind, så jeg kunne få hjælp og vejledning, hvis jeg blev arbejdsløs. Det var en forsikring, fortæller Robel.

I december 2018 havde han været medlem af a-kassen i et år og fik dermed ret til at få dagpenge, hvis han blev ledig. Men den 1. januar 2019 fjernede det særlige opholdskrav den ret. Robel har boet i Danmark i fire år, og han mangler derfor et år for at leve op til kravet om fem ud af tolv år i 2019.

- Jeg synes, det er uretfærdigt. Jeg har betalt til a-kassen i over et år, og nu har jeg mistet det, siger Robel.

Det kan få store konsekvenser for Robel, hvis han bliver ledig og ikke kan få dagpenge - fx får han svært ved at betale husleje og transport.

Mazen Og Robel

Robel Mengsteab og Mazen Zeiter (tv.) arbjder begge hos Kelsen og bliver ramt af opholdskravet, hvis de mister deres job. Læs Mazen Zeiters historie her

Reglerne burde være ens

Robels problem forsvinder ikke til næste år, når han har boet her i fem år. For i 2020 stiger kravet til seks ud af tolv år, og i 2021 er det syv ud af tolv år. Det betyder, at Robel de næste tre år hele tiden kommer til at være et år bagud ift. opholdskravet. Han får derfor først ret til dagpenge i 2022, når han har boet i Danmark i syv år. Hvis han altså melder sig ind i a-kassen et år før - i 2021.

På trods af det har han besluttet sig for fortsat at være medlem af a-kassen og betale videre.

- Man ved ikke, hvad der kommer til at ske. Måske ændrer politikerne reglerne igen? siger Robel.

Han forstår ikke, hvorfor politikerne laver regler, der skelner mellem mennesker fra vestlige og ikke-vestlige lande.

- Jeg arbejder og betaler skat ligesom mine danske kollegaer. Hvorfor kan jeg ikke få det samme som dem? Hvorfor gælder reglerne kun for mig? Politikerne burde se ens på mennesker, og der burde være ens regler, siger Robel.

Du kan læse mere om opholdskravet her