Er det fair, at en akademiker og en ufaglært, kan gå på pension på samme tid, selvom den ufaglærte har været mange flere år på arbejdsmarkedet?
Sådan lød første spørgsmål fra moderator Tine Gøtzsche, og de tre folketingspolitikere, Kristian Pihl Lorentzen (V), Mogens Jensen (S) og Dennis Flydtkjær (DF), var rørende enige: Nej, det er ikke fair. Fra Dansk Folkeparti og Venstres side, lød det, at en udbredelse af seniorførtidspensionen måtte være en betydelig del af løsningen.
- Hvis man spiser seks smertestillende piller om dagen, så er man nedslidt, og nedslidte skal ikke arbejde. Lige nu ligger seniorførtidspensionen i skufferne ude i kommunen, og den skal langt mere i brug, sagde Kristian Pihl Lorentzen (V).
Mogens Jensen (S) mente i stedet, at det skal være en rettighed at gå tidligere på pension for de mennesker, der har været mere end fyrre år på arbejdsmarkedet i hårde, fysiske jobs.
- Vi får kritik for at være ukonkrete, men vores udspil lægger op til en dialog med arbejdsmarkedet parter, sagde han.
Mangler løsninger
Forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, fik ordet og erklærede, at han var træt af at høre om seniorførtidspensionen som en løsning for de nedslidte, for den er til for de syge - ikke de nedslidte.
- Indtil videre er Socialdemokratiet de eneste, der er kommet med et udspil til en løsning for de nedslidte. I andre må banen med nye forslag, så vi kan debattere dem, sagde han.
Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær sagde, at han var åben for forhandlinger på området.
- På den korte bane synes jeg, det er løsningen at forbedre seniorførtidspensionen, og så kommer andre løsninger formentlig senere, sagde han.
V: Ikke nok med forbedring af seniorførtidspension
Midt-og Vestjyderne havde masser af historier om deres arbejdsliv, og de fremmødte fortalte blandt andet om ikke at kunne sove om natten for smerter. Fortællingerne gjorde indtryk på politikerne, og Kristian Pihl Lorentzen sluttede med en bemærkning om den omstridte seniorførtidspension.
- Jeg kan godt høre på jer i salen, at en forbedring af seniorførtidspensionen ikke gør det alene. Det har jeg noteret, og jeg bringer det videre, sagde han.
Aftenenes arrangør afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Midt-og Vestjylland Steen Hartmann var tilfreds med det store fremmøde og den konstruktive debat.
- Jeg tror på, at de finder en løsning, men det bliver nok først efter et valg, sagde han.