Min side
I sin 1. maj slog forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast fast, at selvom vi har store sejre bag os, så er der stadig meget at kæmpe for, når det drejer sig om lighed og retfærdighed - og om retten til en værdig tilbagetrækning for fysisk nedslidte lønmodtagere.
Kære kammerater
Tak for muligheden for at komme her og sige et par ord i anledningen af 1. maj. Det er altid en fornøjelse af besøge Horsens!
1. maj er en festdag og 1. maj er en kampdag. En festdag, fordi arbejderbevægelsen gennem sin lange tilværelse har vundet mange sejre. Det er i høj grad arbejderbevægelsens fortjeneste, at vi i dag lever i et samfund, vi kan være stolte af.
Det, vi i fællesskab har nået, er et forbillede for store dele af verden. Det skal vi fejre.
Vi skal også fejre de løbende sejre. Vi skal fejre, at Dansk fagbevægelse stadig er i stand til at sætte- og flytte den politiske dagsorden, til gavn for almindelige mennesker. Uden vores og jeres indsats var det aldrig lykkedes at gøre tilbagetrækning og nedslidning til det altoverskyggende valgkampstema, som det er blevet.
Men 1. maj er også en kampdag - og kampen slutter aldrig. Der altid vil altid være dem, der forsøger at rulle vores sejre tilbage. Og i det øjeblik vi ikke kæmper for fuld kraft - så vinder de!
Det så vi, da politikerne ødelagde vores skattesystem - og gav storbanker og udenlandske kriminelle uhindret adgang til at røve vores fælles pengekasse. Det så vi, da efterlønnen blev ødelagt og dagpengene forringet. Og det har vi set i de seneste mange års nedsabling af arbejdstilsynet, vores erhvervsskoler og vores ældrepleje.
Det skal simpelthen stoppe nu!
Derfor er 1. maj i den grad stadig en kampdag - og det vil den være så længe dansk fagbevægelse står sammen i kampen for et fair og solidarisk samfund. Det helt centrale i den kamp er, at alle skal have ret til et ordentligt liv - og en fair andel af de værdier, som vi alle sammen er med til at skabe. I bund og grund er det, som folketingsvalget, europaparlamentsvalget og vores kommende overenskomstforhandlinger kommer til at handle om.
To vigtige valg venter forude
Om bare 26 dage skal vi stemme til Europarlamentsvalget. Her skal vi huske, at kampen også er international.
Valget til EU-Parlamentet tegner til at blive et tilbageslag for alle de kræfter, der arbejder for et socialt og frit Europa. Desværre ser det ud til at de ekstreme højre står til at gå frem i både Ungarn, Italien, Tyskland og ikke mindst Frankrig, hvor det tidligere så magtfulde socialistparti, nu nærmest er udslettet.
Netop derfor er det så afgørende, at dem vi sender til Bruxelles, vil kæmpe for det Europa, som de fleste af os tror på - nemlig:
- Fri og fair konkurrence - til gavn for danske arbejdspladser.
- Samarbejde om alle de problemer med miljø og handel som vi ikke kan løse alene.
- Og arbejdet for at stoppe social dumping i Danmark - og i hele Europa.
EU-samarbejdet er rigtigt - også selvom ikke alt går, som vi kunne ønske.
Vi må aldrig begå samme fejl som Briterne.
De troede, at de ville få det nemmere, ved at stå uden for fællesskabet. Nu flygter virksomhederne ud af landet.
Nej, vi skal blive og kæmpe.
For kampen er også international. Derfor er det også så vigtigt, at alle her går ned og stemmer den 26. juni.
Men kampen er naturligvis også dansk.
Valgkampen op til folketingsvalget har efterhånden kørt for fuld kraft i næsten et halvt år. Og Lars Løkke har netop slået sin egen rekord, som den statsminister i danmarkshistorien, som har ventet i længst tid med at udskrive et folketingsvalg.
Det gør han naturligvis i håb om, at han kan køre modstanderne trætte. Og at han i ly af indvandrerdebatten igen kan klynge sig til magten.
Det vil kun gavne de privilegerede i samfundet - alle andre kan se frem til flere nedskæringer og en mindre del af kagen.
Det må ikke ske!
Vi skal stille Dansk Folkeparti og Venstre til regnskab for deres mange angreb på vores velfærd og på vores fællesskaber.
Vi må ikke lade os blænde af Nye Borgerlige, og Rasmus Paludan. Deres utilslørede racisme og vanvittige forslag må ikke få lov at ødelægge valgkampen. For vi lever stadig i et samfund, der er præget af ulighed. Ovenikøbet er uligheden voksende i disse år. Der er økonomisk ulighed, og der er ulighed for helbred og for levetid.
Det er ikke i orden.
Det er ikke i orden, at velstanden i samfundet bliver mere og mere ulige fordelt.
Mine medlemmer har en forventet levetid, der er væsentlig kortere end levetiden for akademikere. Det er simpelthen ikke i orden.Det er ikke i orden, at nogle grupper kan se frem til at dø flere år før andre grupper.
Vi har brug for en ny og mere retfærdig politik. Og der er brug for en ny ordning, så det igen bliver muligt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med værdighed, når kroppen begynder at gøre ondt, men inden man bliver så invalideret, at det ødelægger ens alderdom.
Det kræver, at vi får en ny regering.
Alle har ret til en værdig tilbagetrækning
I Dansk fagbevægelse har vi altid sagt, at sammen er vi stærkere.
Siden 1. januar er dansk fagbevægelse også rykket tættere på hinanden. Med vores kammerater fra det tidligere FTF, har vi dannet Fagbevægelsens Hovedorganisation. Jeg har store forhåbninger til, hvad vi kan udrettet nationalt og jeg har store forhåbninger til, hvad vi kan lokalt.
Derfor glæder det mig, at Fødevareforbundet NNF Østjylland, 3f, og FOA har besluttet at flytte sammen på havnen i Horsens i et nyt fælles fagforeningshus.
Om halvandet år vil huset stå færdigt. Det vil være et stort aktivt for vores lokale medlemmer, og det vil styrke det lokale samarbejde. Det glæder jeg mig meget til. Og det kan jeg forstå, at medlemmer også gør.
Betydningen af det lokale samarbejde og engagement kan vi ikke overvurdere. Heller ikke, når det kommer til at flytte de store dagsordener. Kampen er nemlig også lokal.
Tilbage i november afholdt vores lokale afdeling, med god opbakning fra de øvrige forbund, et meget velbesøgt borgermøde om behovet for værdig tilbagetrækning.
Det var før nogen politikere - eller nogen journalister - fik øjnene op for at her er et emne, som kan afgøre et folketingsvalg.
Sammen med 200 engagerede medlemmer og borgere, stillede vi beskæftigelsesministeren og de to vigtigste ordførere fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et ret simpelt spørgsmål:
Er det fair, at dem der har været længst tid på arbejdsmarkedet, som har haft det hårdeste fysiske arbejde og som ikke har fået hverken gratis uddannelse eller SU, ja, tiltilmed dem, som har udsigt til en markant kortere liv end alle andre, at de skal blive lige så længe på arbejdsmarkedet, som de velbetalte akademikere, som først begyndte at arbejde, da de var over 25 år?
Svaret bør naturligvis være et stort og rungende NEJ!
Stillet over for 200 helt almindelige slagtere, bagere, HK'ere og 3F'ere, var der ingen i panelet, som ikke kunne se problemet - og alle politikere lovede, at de ville gøre mere for de nedslidte.
Jeg ved med sikkerhed, at netop det møde, som blev afholdt her i Horsens, blev drøftet, både i den Socialdemokratiske folketingsgruppe, i Dansk Folkeparti ledelse - og helt ind i regeringens mest magtfulde udvalg.
Baggrunden er naturligvis den, at forhøjelsen af pensionsalderen og afskaffelsen af efterlønnen, bygger på en løgn. En løgn om at folk, der lever længere, altid kan længere. Men knæ, ryg og skuldre bliver IKKE mindre slidt, fordi vi er blevet bedre til at behandle kræft, og fordi folk ryger mindre. Den løgn rammer særligt de mange, som har haft et langt liv med fysisk hårdt arbejde.
Siden november har vi afholdt 5 borgermøder i hele landet, hvor over 1.300 helt almindelige mennesker valgte at deltage. Det er noget, som har gjort indtryk. Nu er nedslidning og tilbagetrækning på alles læber. Det har vi og I æren for!
Socialdemokraterne er kommet med deres forslag om ret til en tidligere tilbagetrækning. Det skal gælde dem, som har været længst på arbejdsmarkedet. Det forslag er jeg glad for. Mine medlemmer har som regel været på arbejdsmarkedet siden de var 17 år - og haft et hårdt og nedslidende arbejde. Et arbejde, som de fleste er glade for, men som er et hårdt arbejde.
Det giver sig selv, at det er fuldstændig urealistisk for mange af mine medlemmer og for mange af jer, der er til stede her i dag, at skulle arbejde til I er langt oppe i 70'erne- I hvert fald uden at det får meget alvorlige konsekvenser for helbredet.
Når jeg møder medlemmer, som må tage piller for at kunne klare det daglige arbejde, så gør det indtryk. Derfor kan det undre mig, at forslaget kom som en fuldstændig overraskelse for samtlige danske journalister og alle partierne på højrefløjen.
Måske fordi deres egen arbejdsdage foregår i en behagelig kontorstol - og ikke stående på et betongulv i 7 graders kulde, på en byggeplads, eller på en fortravlet hospitalsgang? Og naturligvis gik der panik i de borgerlige partier.
Regeringen og Dansk Folkeparti ved nemlig godt, at det var dem, som afskaffede efterlønnen.
Og at det var dem, som halverede arbejdstilsynet. Og der ved vælgerne også godt.
Dansk Folkeparti har efterhånden ment, alt hvad der er muligt at mene.
Først afskaffede de efterlønnen, så glemte de alt om de nedslidte. Så ville de gerne støtte Socialdemokratiets forslag om tidlig folkepension, og så fik de smidt socialdemokraterne ud af forhandlingerne. Og nu har de så fundet ud af, at tidligere pension for nedslidningstruede grupper åbenbart er i modstrid med et eller andet 13 år gammelt forlig.
Det er rent Christiansborgfnidder - Det kan mine medlemmer ikke bruge til noget som helst.
Imens har Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale - forhandlet om en justering af seniorførtidspensionen. Men selv det kan de tilsyneladende ikke blive enige om. Men når aftalen kommer, bliver det en model, hvor en læge eller kommunen skal ind og vurdere, om man nu også er syg nok. Det er her, kæden hopper af!
Jeg kan simpelthen ikke acceptere den præmis, at den eneste mulige vej til pension er at arbejde, indtil man bliver syg af det. Det er ikke værdigt - og det er slet ikke retfærdigt! Vi skal sikre et arbejdsmarkedet, hvor alle kan bidrage - uanset alder. Men vi skal også sikre, at der er mulighed for at trække sig tilbage, når kroppen siger stop.
Dem der har knoklet for Danmark hele deres liv, skal ikke tvinges til at fortsætte, til de er langt oppe i 70'erne. Mine medlemmer har brug for en ny ordning, så det igen bliver muligt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med værdighed. Når kroppen begynder at gøre ondt, men inden man bliver så invalideret, at det ødelægger ens alderdom.
Kampen slutter ikke i dag.
Vi vil aldrig opgive kampen for et bedre og mere retfærdigt samfund.
Vi vil kæmpe og arbejde internationalt.
Vi vil kæmpe med Folketinget.
Og vi vil kæmpe lokalt.
Vi vil fortsætte med at vinde nye sejre - samtidig med at vi møder ny modstand.
Derfor er jeg også sikker på, at jeg til næste år kan stå her igen og ønske jer alle sammen en rigtig god festdag og fortsat god kamp!
Glædelig 1. maj!
