Nyhed

Socialdemokratiet lover flere penge til social dumping

Socialdemokratiet vil afsætte en kvart milliard årligt til styrket indsats mod social dumping og illegal arbejdskraft. Positivt med flere midler til området, mener forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

Socialdemokratiet vil styrke indsatsen mod social dumping og illegal arbejdskraft.Ud over en række skærpelser af sanktioner og bødestraffe vil partiet afsætte en permanent bevilling på 250 millioner kroner årligt til en styrket indsats. Det skriver Altinget.

Socialdemokraterne foreslår blandt andet, at virksomhedsejere skal kunne fratages retten til at drive virksomhed, hvis de bruger illegal arbejdskraft. Samtidig skal bødestraffen tredobles for brug af illegal arbejdskraft.Derudover vil Socialdemokratiet styrke myndighedskontrollen med en permanent bevilling på 250 millioner kroner årligt.

Det glæder forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, at der bliver afsat flere penge til området.

 - Det er rigtigt positivt med flere ressourcer på området, for illegal arbejdskraft og social dumping SKAL bekæmpes. Vores udenlandske medarbejdere er organiseret, men for nogle brancher er det sværere. Samtidig falder de ekstra penge til Arbejdstilsynet på et meget tørt sted, for området har i dén grad lidt under de seneste års besparelser, siger han.

Fælles indsats mellem Skattestyrelsen, politik og Arbejdstilsynet 

Myndighedskontrollen er dog lige blevet styrket i forbindelse med arbejdsmiljøreformen. Her besluttede alle partier på nær Enhedslisten at øge bevillingen til Arbejdstilsynet med mellem 155 og 176 millioner kroner om året fra 2020 til 2022.

Socialdemokraternes partisekretariat bekræfter, at de samme penge tæller med i det aktuelle udspil.

Resten af pengene hentes blandt de 700 millioner kroner, som Socialdemokratiet vil afsætte til fire nye skattecentre. Her er det planen, at ét af de nye skattecentre skal have fokus på social dumping - og fremover koordinere den fælles indsats mellem Skattestyrelsen, politi og Arbejdstilsynet.

V kritiserer: Det er gammel vin på nye flasker

Venstre kritiserer nu Socialdemokratiet for at sælge gammel vin på nye flasker.

 - Blækket er jo nærmest ikke blevet tørt på den aftale, vi har indgået i fællesskab. Det er altså useriøst at komme med et udspil i valgkampen, hvor to tredjedele af indholdet er noget, vi allerede har aftalt med hinanden, siger Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen

Kritikken fra Venstre preller af på socialdemokraterne

 - Vores forslag er på ingen måde gammel vin på nye flasker. Tværtimod. Dette er det største skridt fremad for kampen mod social dumping siden østudvidelsen for 15 år siden. Vi hæver bevillingerne til indsatsen med 100 millioner om året. Og vigtigst af alt: Vi gør indsatsen permanent. Regeringen har skåret kraftigt ned siden 2015 og har afvist at gøre indsatsen permanent," siger Mattias Tesfaye, der er ordfører for social dumping.