Min side
Det er otte år siden, at de borgerlige partier piskede en stemning op mod efterlønnen. På et bagtæppe af golfspillende tandlæger besluttede de - på trods af fagbevægelsens protester og advarsler - at ødelægge og i praksis nærmest udfase efterlønnen.
Efterlønnen var en ret til at kunne trække sig tilbage nogle år tidligere, hvis kroppen ikke kunne holde til arbejdstempoet mere. En ret - ikke en pligt - til tidligere pension.
At en lønmodtager i de sene år på arbejdsmarkedet har ret til at skifte fra lønindtægt til folkepension er langt, langt fra det samme, som at hun eller han gør det. For det første vil det økonomiske tab være mærkbart.
Oveni kommer, at man i beskæftigelse både oplever en faglig glæde ved at udføre sine opgaver, en tilfredshed ved at ens indsats påskønnes og gør en forskel, plus at man er en del af det sociale fællesskab med kolleger, brugere, kunder mv.
Ret til tilbagetrækning - ikke visitation
Som optakt til valget har blå blok lavet en aftale om seniorpension, der yder førstehjælp til den kriseramte seniorførtidspension. Men seniorpensionen kan slet, slet ikke stå alene.
Derfor har vores flere end 400.000 medlemmer brug for, at et nyvalgt Folketing genskaber en øget tryghed for fair og værdig tilbagetrækning i seniortilværelsen. Ikke langt ude i fremtiden i 2040, men hurtigst muligt.
Den fairness og værdighed opnås ikke ved en "hånden i hatten"-ordning, hvor man skal tigge og argumentere for, at kroppen er slidt gennem mange års fysisk og psykisk hårdt arbejde.
Behov for differentieret folkepension
Derfor er der brug for forslaget om differentieret folkepension. At man kan være slidt efter et langt, hårdt arbejdsliv, betvivler kun få. Omkring 30 procent af vores medlemmer gik på efterløn allerede som 60-årig, da det var muligt, selv om det økonomisk var meget fordelagtigt f.eks. at vente, til man var 62 år. I andre, faglige a-kasser kom den tilsvarende andel helt ned under fem procent.
Mange argumenterer i den aktuelle debat for velfærdsaftalen fra 2006 og det aftalte mål for den "gennemsnitlige" periode på folkepension.
Men man "glemmer", at en forudsætning for velfærdsaftalen fra 2006 netop var den efterlønsordning, som de borgerlige partier ødelagde i 2011. Det er også kynisk kun at fokusere på gennemsnitslevealder, og dermed se bort fra de meget store forskelle i både levetid og helbredstilstand i de sidste år, når vi sammenligner danskere med de højeste indtægter og længste uddannelser med de laveste indtægter og korteste uddannelser.
Hent inspiration i andre lande
Det er hverken administrativt eller fagpolitisk enkelt at etablere en ret til differentieret pension, som skal gælde lønmodtagergrupper, der har arbejdet længe i ekstra nedslidende jobs. Men man kan dog starte med at hente inspiration i andre, europæiske lande, som har erfaringer med differentieret pensionsalder efter forskellige kriterier - eks. Østrig.
Det er yderst fornuftigt, at rammerne for en differentieret pension foreslås etableret i tæt dialog med arbejdsmarkedets parter, som ved, hvor skoen trykker, og er vant til at håndtere også svære spørgsmål. Det giver samtidig arbejdsgiverne en tiltrængt mulighed for at byde konstruktivt ind med egne initiativer og eget ansvar for at sikre flest mulige seniorer længst muligt i beskæftigelse. Til glæde for både virksomhederne, samfundet og vores medlemmer.
