Nyhed

Pensionsalder: Værdig tilbagetrækning skal være en ret for alle

Midt i en valgkamp, der desværre endnu en gang er kommet til at handle en hel del om flygtninge, vil jeg minde om den meget væsentlige debat om en værdig tilbagetrækning.

Med stigende pensionsalder og reel afskaffelse af efterlønnen er en værdig tilbagetrækning et emne, der optager og bekymrer mange. Det har møder og debatindlæg vist, siden vi i Fødevareforbundet NNF tog emnet op for et års tid siden, og politiske initiativer er da også dukket op.

Lad mig slå fast, at regeringens aftale med Dansk Folkeparti og De Radikale om en seniorførtidspension ikke er løsningen. Den kan måske nok være en mulighed for de totalt nedslidte, men det er ikke kun dem, debatten handler om. For vi er vel enige om, at det at få en god alderdom er et rimeligt krav i et velfærdssamfund?

Derfor handler det om at få mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før nedslidningen er så total, at man ganske enkelt er nødt til at stoppe.

40 år i job giver ret til en værdig tilbagetrækning

Derfor skal vi have en ordning, der gælder for alle. Det drejer sig om mennesker, der kan være enten fysisk eller psykisk nedslidte - eller for den sags skyld både/og, for med fysisk nedslidning følger ofte psykiske problemer.

Det skal være en ordning gældende for alle faggrupper, og udgangspunktet må være, at man har udtjent sin værnepligt på arbejdsmarkedet. Mit forslag kan være, at 40 år i job giver ret til en værdig tilbagetrækning. Det må gerne være attraktivt at fortsætte ud over de 40 år, men det skal ikke være en pligt.

Vil du ansætte en på 63 år?

Jeg er ganske sikker på, at langt de fleste af dem, der føler sig i stand til og har det godt med at gå på arbejde i flere end 40 år, også vil gøre det. Derfor tror jeg ikke, man behøver bekymre sig så meget om, hvor arbejdskraften skal komme fra i fremtiden.

Og så et lille PS med et spørgsmål til arbejdsgiverne, private som offentlige: En m/k på 63 år banker på din dør for at søge om det arbejde, du mangler en m/k til. Måske er det ønskejobbet for ansøgeren. Måske er vedkommende blevet fyret. Måske har det knebet med at klare arbejdet på den tidligere arbejdsplads. Men der er stadig nogle år til pensionsalderen. Vil du ansætte den 63-årige, hvis du har mulighed for at få en, der er halvt så gammel?