Nyhed

”Nu mangler vi bare en ordning til de nedslidte”

Fødevareforbundet NNF glæder sig over forbedringerne i seniorpensionen - men det er fortsat kun en løsning for de syge, ikke for de nedslidte, påpeger næstformand Jim Jensen

Seniorførtidspensionen kom aldrig til at fungere efter hensigten, og derfor glæder det Fødevareforbundet NNF, at der nu bliver rettet op på ordningen, så man nemmere kan få tilkendt en seniorpension, hvis man nærmer sig pensionsalderen og er for syg til at arbejde.

Men trods forbedringer, så afhjælper seniorpensionen ikke situationen for de fysisk nedslidte lønmodtagere, der ikke kan holde til en højere pensionsalder:

- Vi har i årevis efterlyst en forbedring af seniorførtidspensionsordningen. Når man regner med, at den skal hjælpe omkring 8.700 lønmodtagere, og der kun er knap et par tusinde, der har fået tilkendt en seniorførtidspension, så siger det sig selv, at der er noget, der skal rettes til. Men det ændrer ikke på, at seniorpensionen fortsat er målrettet dem, der er for syge til arbejde - ikke alle dem, der "blot" er nedslidte efter et langt og hårdt arbejdsliv, fastslår næstformand for Fødevareforbundet NNF Jim Jensen.

Han hæfter sig ved, at den nye ordning fortsat kræver, at lønmodtagere skal stå med i hatten i hånden for at få tilkendt pensionsordningen - et system, der ikke er værdigt:

- Vi taler om folk, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, og som i årtier har bidraget til fællesskabet. De har knoklet for at fremstille de varer, Danmark lever godt af at sælge. De fortjener en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, der sikrer dem mulighed for et godt seniorliv. Det er simpelthen ikke retfærdigt, at de skal igennem et utal af undersøgelser - muligvis blot for at få at vide, at de ikke er syge nok til at få tilkendt ordningen. Det er simpelthen ikke godt nok, siger han.

Samtidig ærgrer han sig over, at aftalen ikke tydeligt beskriver præcis hvor og hvem, der skal foretage visiteringen af de syge lønmodtagere.

DF skylder en ordning til de nedslidte

Jim Jensen holder dog fast i, at ordningen - set fra syge lønmodtageres synspunkt - er et skridt i den rigtige retning og en klar forbedring i forhold til den nuværende seniorførtidspension:

- Ændringen i kravet om restarbejdsevne fra 7½ time til 15 timer er en klar forbedring. Ligesom det er positivt, at folk skal kunne søge om at få tilkendt en seniorpension 6 år forud for deres folkepensionsalder, fremfor i dag, hvor man først kan få den 5 år før man når sin folkepensionsalder. Det er faktisk en stor sejr for alle os, der har kæmpet for en bedre ordning til de syge lønmodtagere. Det må vi ikke glemme.

Han håber nu, at politikerne vil strikke en lige så god ordning sammen for de fysisk nedslidte lønmodtagere:

- Socialdemokratiets forslag udmærker sig jo ved at indeholde en ret til tidligere tilbagetrækning for de lønmodtagere, der har haft det fysisk hårdeste og længste arbejdsliv. Der er en kæmpestor forskel på at have en ret og en mulighed. Tilbage i januar bakkede Dansk Folkeparti Socialdemokratiets forslag op. Det regner jeg med, at de fortsat gør. Retten til en værdig tilbagetrækning må ikke være forbeholdt de raske og rørige på den ene side, og de syge på den anden side. Den skal være for alle, der knokler for Danmark.  

For yderligere kommentarer kan pressen kontakte kommunikationschef Emilia Maria van Gilse på 40296145