Nyhed

Syge Freddy får afslag: Du er for rask til at gå på seniorførtidspension

62-årige Freddy Fløe er dagligt plaget af smerter i kroppen, og han spiser 11 smertestillende piller hver dag. Han har netop fået afslag på sin ansøgning om seniorførtidspension, fordi kommunen mener, han har en god funktionsevne. Uværdigt og spild af ressourcer, mener sagsbehandler.

Freddie Fløe spiser 11 smertestillende piller om dagen for at mildne sine smerter i knæ, hofte, skuldre og ryg, og han har slidgigt og epilepsi. Men Freddy har fået afslag på sin ansøgning om seniorførtidspension, fordi kommunen mener, han er for rask.

 - I noget tid har det været sådan, at jeg bruger meget af min fritid på at sove og komme til hægterne. Det er ikke meget, jeg får ud af mine eftermiddage og weekender, siger Freddy.

For seks år siden søgte Freddy væk fra slagteribranchen, fordi han ikke kunne holde til det fysisk hårde arbejde. Han arbejder nu som pedel i en børnehave, men han bliver fyret, når han fylder 63 år, fordi det er et seniorjob. Da Freddy fandt sit nuværende job, var han glad for, at det lykkedes at blive på arbejdsmarkedet, men nu da han er 62 år, er kroppen meget slidt.

 - Jeg har da tænkt på, om jeg så skal i gang med en uddannelse, men det virker lidt meningsløst i min alder, siger han.

Nu skal Freddy sendes i praktik

Efter afslaget på seniorførtidspensionen har Freddy Fløes sagsbehandler i Fødevareforbundet NNF Ósk Wall anket sagen. Det kan tage op til syv måneder, før sagen er behandlet hos Ankestyrelsen, og i den tid skal Freddy Fløes arbejdsevne afklares yderligere.

Freddys sag viser, hvor svært det er at få en seniorførtidspension, mener Ósk Wall. Og hun synes, systemet spilder dyrebare ressourcer på praktikker og sagsbehandling.

 - Det er en uværdig behandling. Når Freddys afklaring er ovre, vil han i hvert fald være 63 år, og det bliver nok svært at finde et job. Han er ufaglært, og han kan ikke klare fysisk, hårde jobs, forklarer Osk Wall.

Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF er fortørnet over det sagsforløb, Freddy skal igennem efter et langt arbejdsliv. Han mener, det beviser, hvor svært det er at blive visiteret til seniorførtidspension.

 - Freddys forløb er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Det lyder meget fint, at man kan få en seniorførtidspension, når man er nedslidt, men i praksis skal man igennem et langt udredningsforløb, som på ingen måde er værdigt. Der er behov for en ret til tidligere pension for de nedslidte, siger han.