Nyhed

Man behandler ikke mennesker lige ved at behandle dem ens

Det er afgørende for vores velfærd, at flere seniorer arbejder længere. Men fokuset på de nedslidte i valgkampen er helt rigtigt, mener forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

I Berlingske kan jeg læse, at de tre store lønmodtagerorganisationer, Lederne, Djøf og IDA, mener, at kun hvis vi får flere seniorer til at arbejde længere, kan de nedslidte gå tidligere på pension.

Som forbundsformand for en fagforening med mange fysisk, nedslidte medlemmer, må jeg erklære mig enig. Det er helt afgørende for vores velfærd, at de, der har helbredet til at arbejde længere, gør det.

Det er netop baggrunden for, at jeg og Fødevareforbundet NNF har kastet så meget arbejde i regeringens seniortænketank, som arbejder for, at flere bliver længere på arbejdsmarkedet.

Men her stopper enigheden med de tre lønmodtagerorganisationer også. De mener nemlig, at valgkampens fokus er forkert, og at det er vigtigere at tale om, hvordan vi får raske seniorer til at blive på arbejdsmarkedet end at tale om de nedslidte danskere.

Valgkampens fokus på de nedslidte danskere er helt rigtigt, for lige nu står mange fødevarearbejdere og spiser smertestillende piller ude på deres arbejdsplads.

Deres sikkerhedsnet i form af efterlønnen er taget fra dem som en tyv om natten, og mange af dem kan se frem til at være på arbejdsmarkedet i over 50 år. Deres otium bliver præget af smerter, og nogen når slet ikke at opleve pensionisttilværelsen, fordi de dør på jobbet.

Kampen for en værdig tilbagetrækning for de nedslidte er en presserende og alvorlig problemstilling. Vi skal have en løsning, der sikrer, at de nedslidte kan trække sig tilbage med værdighed.

Man behandler ikke mennesker lige ved at behandle dem ens, og mine medlemmer har været på et fysisk, hårdt arbejdsmarked, længe før andre blev færdig med deres uddannelser. Derfor er det rimeligt, at de kan trække sig tidligere tilbage.