Nyhed

Wehlast: En ny politisk virkelighed

Dansk Folkeparti støtter Socialdemokratiets udspil om en differentieret pensionsalder, der skal hjælpe nedslidte lønmodtagere. Det baner vejen for en ny politisk virkelighed, mener Fødevareforbundet NNF

Det glæder mig utrolig meget, at både Socialdemokratiet og nu også Dansk Folkeparti har taget handsken op og erkendt, at politikerne skylder fysisk nedslidte lønmodtagere et alternativ til en pensionsalder på 70 år eller derover.
For der er ingen tvivl om, at netop den sag fylder meget hos vores medlemmer og i befolkningen bredt set.

Mandag aften - altså i går aftes - var 300 mennesker mødt op i Aalborg for at diskutere udfordringerne med en højere pensionsalder. I slutningen af november var lige så mange mødt op i Horsens for at diskutere samme emne. Møderne var arrangeret af Fødevareforbundet NNF's lokalafdelinger.

I panelet havde vi inviteret repræsentanter for Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Og ingen af dem kunne efter møderne være i tvivl om, at kravet om en ordning, der tager hånd om nedslidte lønmodtagere, der ikke kan holde til en højere pensionsalder, står stærkt i befolkningen.

En værdig tilbagetrækning rykket tættere på

I Fødevareforbundet NNF har vi brugt de seneste par år på at lægge pres på politikerne. Allerede da efterlønnen blev defacto afskaffet i 2011, advarede vi om, at efterlønnen var en livline for vores medlemmer. De kommer tidligt på arbejdsmarkedet, og de knokler hårdt, og at kræve, at de tager et par år mere på jobbet, er simpelthen ikke rimeligt. Alligevel har det politiske flertal holdt fast i, at en højere pensionsalder er en nødvendighed.

Men dén politiske virkelighed slutter i dag.

Med Dansk Folkepartis opbakning til det Socialdemokratiske udspil om en differentieret pensionsalder, er vejen banet for en ny politisk virkelighed, hvor partierne på Christiansborg tager ansvar for en fejlslagen seniorførtidspension og et urimeligt pensionssystem.

Nu håber jeg bare, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet holder fast i de gode takter og lægger sig i selen for at lave et holdbart system, der også kan stå vælgernes prøve.

For der er vist efterhånden ingen tvivl om, at udfordringerne med en højere pensionsalder, bliver et tema i den kommende folketingsvalgkamp. Og den, der kommer med den rigtige løsning, kan vinde valget.