Nyhed

Direkte fra job til sygeseng

Johan og Kim er begge 35 år. Kim er udlært slagter. Han har været på arbejdsmarkedet i 17 år. Johan underviser på et universitet. Han har været på arbejdsmarkedet i 5 år. Alligevel kan de gå på pension samtidig. Er det rimeligt?
Svend Erik Andersen, afdelingsformand Fødevareforbundet NNF Nordjylland
Svend Erik Andersen, afdelingsformand Fødevareforbundet NNF Nordjylland

Johan og Kim er begge 35 år. Kim er udlært slagter. Han har været på arbejdsmarkedet i 17 år. Johan underviser på et universitet. Han har været på arbejdsmarkedet i 5 år. Alligevel kan de gå på pension samtidig. Er det rimeligt?

Det synes politikerne. For de har vedtaget, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet. Uanset hvilken type jobs vi har, og hvor mange år vi har været på arbejdsmarkedet.

De to personer er opdigtede - og så alligevel ikke. For vi kender dem jo alle sammen. Og de er begge to vigtige for vores samfund. Men Kim, der har arbejdet fysisk hårdt, siden han var 18 år, mærker allerede nu smerter på grund af sit arbejde.

Faktisk har langt over halvdelen af medlemmerne hos Fødevareforbundet NNF mellem 30 og 39 år haft smerter inden for de seneste tre måneder på grund af deres arbejde. Og ikke overraskende bliver det kun værre for dem, der er ældre og har arbejdet flere år.

Hvis man er født efter 1971, har politikerne besluttet, at man minimum skal arbejde, til man er 70 år. Det er bare ikke alle, der kan! Mange af mine medlemmer ender med at dø på jobbet. De har fysisk hårde jobs, og de har allerede arbejdet 15 år, når andre starter i job efter endt uddannelse.

Alle skal med værdighed kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, inden de bliver slidt ned eller dør på jobbet. Men lige nu eksisterer den mulighed ikke. Det er politikerne, der har vedtaget den senere tilbagetrækning. Nu skal de tage ansvaret for de lønmodtagere, som ikke kan holde til det.

Kære politikere, jeg ved, at flere af jer anerkender problemet. Det var første skridt, men det næste kan ikke vente: Vi skal have løsninger på bordet!

Læs mere om det borgermøde, som Fødevareforbundet NNF Nordjylland afholder for at sætte fokus på, at der skal findes en løsning for de nedslidte her