De fremmødte demonstranter vil fortælle politikerne, at ikke alle lønmodtagere kan blive længere på arbejdsmarkedet i takt med at middellevetiden stiger.
- Der er folk, der har knoklet som slagteriarbejdere, brolæggere eller rengøringsassistenter, siden de kom ud af folkeskolen. De hverken kan eller skal blive ved med at knokle, til de er langt oppe i 60'erne eller helt ind i 70'erne, siger Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, der har indkaldt til demonstrationen.
Beskæftigelsesministeren har indkaldt til forhandlinger om en ny pensionsordning, efter at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har udtrykt ønske om en differentieret pensionsalder. Det har skabt et håb blandt mange nedslidningstruede danskere, og derfor skal politikerne holdes til ilden.
- Det har taget politikerne lang tid at indse, at deres forringelser af efterlønnen og samtidig gradvise øgning af pensionsalderen efterlader en gruppe hårdtarbejdende danskere i en svær knibe. Derfor opfordrer vi så mange som muligt til at møde op foran beskæftigelsesministeriet og sørge for, at politikerne ikke glemmer det igen på vej ind til forhandlingerne, siger Ole Wehlast.
Folketingets partier er indkaldt til møde i beskæftigelsesministeriet kl. 9.
For yderligere info kontakt:
Kommunikationschef Emilia Maria van Gilse: tlf. 4029 6145