Nyhed

Færre må forlade arbejdsmarkedet på grund af dårligt helbred

Der er fortsat behov for en ny pensionsordning for nedslidte danskere, selvom antallet af ældre, der forlader arbejdsmarkedet på grund af dårligt helbred, er faldet.
Genre piller
Genre piller

En ny undersøgelse fra Det nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd (Vive) viser, at færre ældre i dag stopper med at arbejde på grund af dårligt helbred end for 20 år siden. Det skriver Jyllands-Posten.

I 2017 pegede 23 pct. af de adspurgte 67-årige på dårligt helbred som hovedårsagen til, at de stoppede med at arbejde, mens det i 1997 var 36 pct.

Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast glæder sig over, at flere pensionister har et godt helbred, men understreger fortsat vigtigheden af, at få lavet en ordning, så lønmodtager med hårdt fysisk arbejde kan forlade arbejdsmarkedet, inden de bliver slidt ned.

- Selvom færre danskere må forlade arbejdsmarkedet på grund af dårligt helbred, så er det stadig næsten en ud af fire. Og den gruppe tæller mange fra fødevarebranchen, for det er bare fysisk hårdere at være slagter end at være skolelærer, siger han.

Dårligt helbred tvinger flere ufaglærte på pension

Rapporten viser da også, at borgere uden erhvervsuddannelse, oftere trækker sig tilbage med årsag i dårligt helbred end gennemsnittet. For denne gruppe - som mange medlemmer af Fødevareforbundet NNF tilhører - er tallet 34 pct.

- Vi har brug for en ordning, så denne gruppe kan forlade arbejdsmarkedet med værdighed, inden smerterne og en nedslidt krop tvinger dem til det, siger han.

Ole Wehlast hæfter sig også ved, at de adspurgte i undersøgelsen fra Vive havde en pensionsalder på 65 år og muligheden for at gå på efterløn 3-5 år før pensionsalderen. Noget der ikke kommer til at gælde for de næste generationer.

- Så denne undersøgelse ændrer intet ved behovet for en tidligere tilbagetrækningsalder for de nedslidte, siger han.