Nyhed

Wehlast: Svineeksportører skal overholde reglerne

Fødevarestyrelsen har øget antallet af kontrolbesøg hos eksportører af grise. Det har vakt vrede hos eksportørerne, der i dag samles til krisemøde. Men i Fødevareforbundet NNF glæder forbundsformanden sig over den øgede kontrol.
GENREBILLEDE Grise i stald
GENREBILLEDE Grise i stald

Den 1. juli blev der indført nye, strammere regler for transport af dyr i EU. Det har betydet, at Fødevarestyrelsen siden juli har øget antallet af kontroller fra 100 om året til 250 om måneden. Ifølge DR har kontrollen medført til sanktioner mod hver 10. svinetransport.

Den øgede kontrol har skabt vrede hos svineeksportørerne, som torsdag eftermiddag mødes til et krisemøde.

- Fødevarestyrelsen har udpeget, at den mener, der er nogle brodne kar, og at den ved, hvem det er, men det skal jo ikke gå ud over en samlet branche. Man er nødt til at handle der, hvor der er nogle overtrædelser, og dem, der passer deres arbejde og aldrig har overtrædelser, de skal altså også opleve en lempeligere kontrol, siger Lisbet Hommelhoff, direktør i Sammark, der repræsenterer husdyrhandlere i Danmark, til DR.

Lad grisene blive i Danmark

I Fødevareforbundet NNF undrer forbundsformand Ole Wehlast sig over svineeksportørernes vrede:

- Selvfølgelig skal svineeksportørerne overholde reglerne. Der har gennem flere år været alt for lidt kontrol af eksporten af svin, og når hver 10. besøg siden juli har ført til en sanktion, så er der jo tydeligvis det problem i branchen. Jeg er derfor glad for, at den øgede kontrol, som vi længe har efterspurgt, er begyndt at virke. Nu bliver opgaven at lukke de sidste huller, siger Ole Wehlast.

Frem for at være vrede over den øgede kontrol, burde svineeksportørerne ifølge Ole Wehlast fokusere på, hvad der er godt for branchen:

- Løsningen på svineeksportørernes udfordring ligger lige for: lad grisene blive i Danmark. Hvert år køres 15 millioner danske smågrise ud af landet, mens Danish Crown fyrer slagteriarbejdere, fordi der mangler grise - vel at mærke grise, som slagteriet sagtens kan afsætte på verdensmarkedet, der efterspørger grisekød. Så jeg vil opfordre svineeksportørerne til at lade danskfødte grise blive til danske arbejdspladser, siger Ole Wehlast.