Nyhed

DM i Skills er skudt i gang

Torsdag den 4. april startede DM i Skills, hvor omkring 300 elever og lærlinge dyster om at blive danmarksmestre i deres fag. 28 unge fra fødevareuddannelserne deltager i konkurrencen.

Der er dyb koncentration hos deltagerne til DM i Skills 2019 i Næstved. Bagerne viser blandt andet deres evner i at fremtrylle wienerbrød, og konkurrencen er på tid, så lærlingene har fart på, når de vejer og folder dejen. Alle detaljer tæller, for det er de dygtigste, der over tre dage kæmper om at løbe af med sejren og titlen som Danmarks bedste i netop deres fag.

Erhvervsuddannelserne mangler unge

Undervejs giver dommerne point for både kreativitet, håndværk og smag, og publikum kan følge pointafgivelsen. Det er et nyt tiltag til DM i Skills, der har eksisteret siden 2011, og Per Hansen, der er forbundssekretær for Arbejdsmiljø og Kompetence i Fødevareforbundet NNF hilser tiltaget velkommen:

- Det er et flot arrangement, og jeg synes virkelig, konkurrencerne kommer ud over rampen til publikum. Og det er vigtigt, for vi mangler unge på erhvervsuddannelserne. Her får de masser af inspiration og viden om, hvad de kan uddanne sig til, siger han.

Får lov at arbejde med hænderne hver dag

Måske flere unge får lyst til at starte på en erhvervsuddannelse, når de har været forbi gourmetslagterne, hvor 29-årige Maja Maria Kolbye Jessen deler ud af sin viden om faget. Hun er netop blevet uddannet gourmetslagter med en sølvmedalje og arbejder i Kvickly Vordingborg.

- Jeg vil fortælle de unge, at det er enormt fedt at se hele processen fra kød til en færdig ret, og man får lov at arbejde med sine hænder hver dag, siger hun.

Fødevareforbundet NNF er repræsenteret ved fire konkurrencefag: bager, konditor, gourmetslagter og slagter. Forbundet har også en stand, hvor unge fra fødevareuddannelserne fortæller om deres fag til de forventede 50.000  besøgende ved DM i Skills 2019 - heriblandt mange folke-og efterskoleelever.