Nyhed

Udtalelse i forbindelse med medlemsmøde på Bornholm

Fødevareforbundet NNF har onsdag aften holdt møde med forbundets medlemmer på Danish Crowns slagteri i Rønne. Emnet var, hvad der skal ske, når aftalen om medarbejderinvesteringsselskab udløber i juni 2019.

Fødevareforbundet NNF har onsdag aften holdt møde med forbundets medlemmer på Danish Crown slagteri i Rønne. Emnet var, hvad der skal ske, når aftalen om medarbejderinvesteringsselskab udløber i juni 2019.

Fødevareforbundet NNF har onsdag den 10. oktober 2018 holdt møde med de fremmødte medlemmer, der arbejder på Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm.

På mødet har forbundet talt med medlemmerne om, hvad der skal ske, når den aftale om medarbejderinvesteringsselskab, der er indgået mellem Fødevareforbundet NNF og arbejdsgiverorganisationen DI, udløber i juni 2019.

Forbundet har noteret sig, at Danish Crown i sidste uge præsenterede deres medarbejdere for et udspil til en ny aftale. Men eftersom den eksisterende aftale er indgået mellem de to organisationer på vegne af deres respektive medlemmer (medarbejderne på slagteriet for Fødevareforbundet NNF's vedkommende og Danish Crown for DI's vedkommende), afventer forbundet, at DI kommer med et udspil, hvis de ønsker en ny aftale.

Fødevareforbundet NNF har derfor ikke nogen kommentarer til Danish Crowns udspil.

Af hensyn til de kommende forhandlinger mellem Fødevareforbundet NNF og DI, kommenterer forbundet heller ikke på det møde, der har været med medlemmerne. Fødevareforbundet NNF ønsker, at forhandlingerne om medlemmernes fremtid tages ved forhandlingsbordet og ikke i pressen. 

Forbundet har lyttet til de tanker, medlemmerne gør sig om fremtiden, og dem vil forbundet vende med DI på et møde mellem organisationerne. 

Såfremt parterne ved forhandling når frem til en aftale, vil denne skulle sendes til afstemningen blandt medlemmerne af Fødevareforbundet NNF på slagteriet i Rønne.

Yderligere oplysninger:

Kommunikationschef Emilia Maria van Gilse, +45 4029 6145