Nyhed

En god og bred aftale om erhvervsskolerne

En bredt flertal af folketingets partier er nået frem til en aftale, der skal skabe bedre rammer og vilkår for erhvervsskolerne
Deltager ved DM i Skills
Deltager ved DM i Skills

En bredt flertal af folketingets partier er nået frem til en aftale, der skal skabe bedre rammer og vilkår for erhvervsskolerne

Et bredt flertal i Folketinget er nået frem til en aftale om erhvervsskolerne - en aftale, der vækker glæde i Fødevareforbundet NNF.

- Det er især positivt, at politikerne har lyttet til os, der har kritiseret de besparelser, som erhvervsskolerne ellers har været underlagt. Nu er der en fornuftig økonomisk ramme i hvert fald det næste år, siger Per Hansen, forbundssekretær for arbejdsmiljø samt uddannelsesområdet i Fødevareforbundet NNF.

Han henviser til, at politikerne har valgt at fjerne omprioriteringsbidraget, der i årevis har resulteret i nedskæringer på erhvervsskolerne. Samtidig holder man fast i den aftalte kvalitetspulje, der skal sikre, at endnu flere unge vælger en erhvervsuddannelse.

- Nu bliver der sat forskellige initiativer i gang, der skal hæve kvaliteten og få de unge til, og vi glæder os til at være med til at forbedre rammerne og vilkårene på skolerne, siger Per Hansen.

Bred enighed tegner godt

Bag aftalen står regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Radikale og SF, og det er ifølge Per Hansen positivt, at næsten hele Folketinget dermed bakker op om aftalen.

- Det tegner jo godt, at der åbenbart er så bred enighed om, at dette område er uhyre vigtigt. Det er de unge faglærte, der skal sikre fremtidens vækst og blandt andet producere de fødevarer, vi skal leve af og sælge til hele verden, siger han.

Politikerne har tidligere vedtaget, at mindst 25 pct. af en ungdomsårgang skal søge ind på en erhvervsuddannelse - et mål man dog er langt fra at realisere.

- Nu tager politikerne så de nødvendige skridt, og jeg håber, at der også næste år er en vilje til at sætte de nødvendige midler af til dette vigtige område, siger Per Hansen.