Nyhed

Wehlast: Ny stald viser vejen

Fødevareforbundet NNF glæder sig over åbningen af ny slagtesvinestald med en årlig kapacitet på 21.000 grise. Flere slagtesvin er nemlig forudsætningen for en stabil beskæftigelse på slagterierne

Fødevareforbundet NNF glæder sig over åbningen af ny slagtesvinestald med en årlig kapacitet på 21.000 grise. Flere slagtesvin er nemlig forudsætningen for en stabil beskæftigelse på slagterierne

Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild og forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast indviede i dag den 5.330 m2 store svineslagtestald ved Jorderup.

Stalden ejes af Niels Blem Sørensen, og den skal gøre det muligt for ham at producere 21.000 slagtesvin om året:

- Flere slagtesvin i Danmark betyder flere danske arbejdspladser. Det vil jeg gerne tage medansvar for. Det er klart, at jeg også har en ambition om, at produktionen af slagtesvin bliver en god forretning for mig, fortæller han til Effektivt Landbrug.

Ifølge Gråkjær Staldbyg, der har været totalentreprenør på opførslen, vil det samlede antal arbejdspladser i hele værdikæden - fra medarbejdere hos smågriseproducenter til foderleverandører, serviceerhverv, transport og ikke mindst slagteriarbejdere - løbe op i cirka 40 nye arbejdspladser.

Positivt tilvalg

Og netop derfor glæder tilvalget af slagtesvin Ole Wehlast:

- Vi er meget betænkelige ved de mange millioner smågrise, der hvert år bliver kørt over grænsen for at blive opfedet og slagtet i andre lande. De giver os nemlig ikke den beskæftigelse, som vi alle ønsker. Derfor er det byggeri, vi her i dag indvier præcist, hvad vi i vores forbund har peget på, der er brug for, sagde han blandt i sin tale ved indvielsen.

Niels Blem Sørensens nye stald med tilhørende gylletank og foderanlæg har kostet omkring 18 - 20 millioner kroner, og han har fået støtte en statslig moderniseringspulje, ligesom han får nyhustillæg fra Danish Crown i fem år.